Vejledning om Betingelserne for at anvende produktionsmetoden efter årsregnskabsloven afsnit 1

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Betingelserne for at anvende produktionsmetoden efter årsregnskabsloven (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-betingelserne-anvende-produktionsmetoden-efter-aarsregnskabsloven)

Baggrund og konklusion

Frem til 2001 tillod årsregnskabslovens detailbestemmelser ikke anvendelse af produktionsmetoden til at indregne indtægter fra entrepriseopgaver eller servicekontrakter.

Med årsregnskabsloven af 2001 (med efterfølgende ændringer) blev det tilladt – og i visse situationer påbudt – at virksomhederne skulle anvende produktionsmetoden ved indregning af indtægter.

Der blev lagt vægt på, at det valgte indtægtskriterium skulle give et retvisende billede af virksomhedens aktiviteter. Der blev dog samtidig lagt vægt på, at loven ikke skulle være i strid med IFRS.

Årsregnskabslovens retvisende billede skal ses i lyset af såvel de grundlæggende principper i IFRS som – på de fleste områder – rammerne i de enkelte standarder.

Årsregnskabslovens bestemmelser vedrørende indregning af indtægter er baseret på IAS 11 og IAS 18. Årsregnskabslovens selvstændige regulering på dette punkt er meget sparsom, da der primært er tale om, at der i bemærkningerne er henvist til de pågældende regnskabsstandarder.

IFRS’ udgangspunkt er, at indtægter fra varesalg indregnes efter salgsmetoden. Kun når særlige betingelser er opfyldt, skal indtægter indregnes efter produktionsmetoden.

Problemstillingen er nu, om produktionsmetoden efter årsregnskabsloven alene kan/skal anvendes i de situationer, hvor metoden kræves efter IFRS. Alternativet er, at årsregnskabsloven tillader/kræver brug af produktionsmetoden i en række tilfælde, hvor metoden ikke kan anvendes efter IFRS.

Problemstillingen er blevet aktuel i forbindelse med, at Fondsrådet i 2006 har truffet 2 afgørelser om betingelserne for at anvende produktionsmetoden efter IAS 11. Her er det blevet tydeliggjort, at det er en række formelle betingelser, som skal være opfyldt, før metoden kan anvendes. Det har særligt været kravet om, at et aktiv skal være ”individuelt forhandlet”, som har dannet baggrund for dette spørgsmål.