Vejledning om Bogføringsloven afsnit 1.5

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Bogføringsloven (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-bogfoeringsloven)

1.5. Ideelle foreninger

Ideelle foreninger kan være organiseret på forskellig vis, ligesom de kan være benævnt på anden måde, fx organisation, institution, sammenslutning, samfund, selskab, enhed, klubber m.fl. Typiske eksempler kan være arbejdsgiverforeninger, fagforeninger, idrætsklubber, gårdlaug, ejerforeninger og trosretninger.

Ideelle foreninger, der udelukkende har et socialt, kulturelt, politisk eller humanitært formål og ikke tjener pengene hertil ved erhvervsaktivitet er ikke erhvervsdrivende. Indtægter fra medlemskontingenter til dækning af foreningens sædvanlige aktiviteter/almennyttige formål betragtes i udgangspunktet ikke som erhvervsaktivitet.

Leverer den ideelle forening andre ydelser til sine medlemmer eller tredjeparter ud over de sædvanlige aktiviteter i sammenhæng med deres egentlige formål, der typisk dækkes af et medlemskontingent, anses disse aktiviteter for at være erhvervsaktivitet. Det kan fx være rådgivning, afholdelse af kurser, drift af cafe eller restaurant, udlejning af ejendomme eller lokaler, udgivelse og salg af bøger og blade, rettigheder, salg af reklamer og merchandise, salg fra genbrugsbutikker, formidling af rejser mv.

Eksempel på ejerforening

Som eksempel kan nævnes en ejerforening, der yder særlige tjenesteydelser for sine medlemmer mod betaling herfor. Ved særlige tjenesteydelser forstås ydelser, der ligger udover ejerforeningers sædvanlige aktiviteter, der normalt er indeholdt i kontingentbetaling såsom omkostninger til renovation, snerydning mv.

Eksempel på idræts- eller spejderforening

Et andet eksempel på erhvervsaktivitet er en idræts- eller spejderforening, der udlejer lokaler eller driver cafeteria.

Medlemsaktiviteter i et politisk parti, i en brancheorganisation eller i en interesseorganisation anses normalt ikke for at være erhvervsaktivitet, mens aktiviteter, der ikke udelukkende er fagligt eller politisk orienterede fx udgivelse af bøger, tidsskrifter, kurser, lovservice mv., som udgangspunkt vil være erhvervsaktivitet.

Forholdet mellem den erhvervsmæssige og almennyttige aktivitet har ikke betydning for, om en forening m.fl. bliver bogføringspligtig. Opererer foreningen med tilbagevendende aktivitetsudøvelse af erhvervsmæssig karakter vil den falde inden for bogføringslovens definition af erhvervsaktivitet og være bogføringspligtig.

Enkeltstående erhvervsaktiviteter, fx afholdelse af et loppemarked, entréindtægter ved afholdelse af enkeltstående begivenheder, lotteri for en snævrere persongruppe, indsamlinger i et mindre nærområde samt tilskud og bidrag fra private medfører dog ikke, at en forening anses for erhvervsdrivende. Er der tale om erhvervsaktivitet i en ideel forening bliver den som udgangspunkt alene bogføringspligtig af sine erhvervsmæssige aktiviteter.

Hvis foreningen efter anden lovgivning er pligtig til fx at aflægge et regnskab, der afspejler både den almennyttige aktivitet og den erhvervsmæssige aktivitet, dvs. et regnskab for den samlede juridiske enhed, bliver den tilsvarende bogføringspligtig for den samlede juridiske enhed, da bogføring er forudsætning for at kunne aflægge et regnskab mv.

Pligten til at udarbejde en beskrivelse af procedurerne for bogføring, jf. lovens § 6, og digital bogføring, jf. lovens § 16, skal dog alene omfatte den erhvervsmæssige aktivitet.

Princippet om omfanget af bogføringspligten ved blandet erhvervsmæssig og almennyttig aktivitet vil også gøre sig gældende for andre typer af organisationer fx en ikke-erhvervsdrivende fond.