Vejledning om Godkendte revisorers erklæringer afsnit 1.1
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Godkendte revisorers erklæringer (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-vejledning-om-bekendtgorelsen-om-godkendte-revisorers-erklaeringer)
Revisorloven regulerer bl.a. revisors afgivelse af erklæringer, herunder udtalelser om ledelsesberetninger, som ikke udelukkende er bestemt til hvervgiverens eget brug.
Loven skelner mellem erklæringer med sikkerhed og andre erklæringer. Erklæringer med sikkerhed er omfattet af hele loven og af erklæringsbekendtgørelsen. Andre erklæringer er kun omfattet af nogle få bestemmelser i loven og er ikke omfattet af erklæringsbekendtgørelsen.
I en erklæring med sikkerhed udtrykker revisor en konklusion, der er udformet for at øge troværdigheden og øge graden af tillid til emnet for erklæringen, f.eks. et årsregnskab, over for de tiltænkte brugere af den pågældende information. Andre erklæringer indeholder ikke nogen samlet konklusion eller udtalelse om det emne, erklæringen vedrører.
En erklæring med sikkerhed kan være enten med høj grad af sikkerhed eller med begrænset sikkerhed. Den særlige danske erklæring om udvidet gennemgang giver begrænset sikkerhed for oplysningerne i regnskabet, men revisor udfører derudover en række specifikke supplerende handlinger for at opnå yderligere sikkerhed for konklusionen. Sikkerheden ved en erklæring vil almindeligvis fremgå af afsnittet om revisors ansvar for erklæringsopgaven.
Andre erklæringer, f.eks. erklæring om assistance med opstilling af regnskabet eller erklæring vedrørende aftalte arbejdshandlinger, er alene omfattet af specifikke bestemmelser i revisorloven. Det betyder bl.a., at afgivelse af disse erklæringer ikke er reguleret i erklæringsbekendtgørelsen. Hvis revisor afgiver andre erklæringer, stiller revisorloven krav om, at revisor 1) skal udvise professionel kompetence og omhu, 2) skal anføre, hvis vedkommende ikke er uafhængig, 3) skal indberette evt. økonomiske forbrydelser, som revisor indser, er begået, 4) er omfattet af visse straffelovsbestemmelser (bestikkelse, tavshedspligt etc.), 5) kan indbringes for Revisornævnet og 6) ikke må afgive urigtige erklæringer.
En revisor kan ikke undlade at følge erklæringsbekendtgørelsens krav til erklæringer, medmindre speciallovgivning eller særlige EU-retlige regler stiller krav, der går forud for erklæringsbekendtgørelsen. Særlige krav til revisors erklæring kan f.eks. forekomme i EU-regler inden for tilskudsområdet. Underskriver revisor en fortrykt blanket fra en offentlig myndighed, hvor revisors arbejde ikke er tilstrækkeligt beskrevet, overtræder revisor derfor i princippet erklæringsbekendtgørelsen, medmindre erklæringen afgives i henhold til særlovgivning. Bekendtgørelsen overtrædes også, hvis revisor undlader at foretage de nødvendige modifikationer og at give andre krævede oplysninger. Disse oplysninger skal gives i direkte tilknytning til underskriften – på fortrykte blanketter evt. i en beskrivelse, der vedhæftes blanketten. Erhvervsstyrelsen rejser ikke sager for overtrædelse af erklæringsbekendtgørelsen alene begrundet i, at en revisor underskriver en fortrykt blanket, der er krævet af en myndighed.
Når revisor afgiver en erklæring i egenskab af at være godkendt som revisor i Danmark, skal revisor som udgangspunkt følge den danske revisorlov og erklæringsbekendtgørelsen. Hvis der imidlertid er tale om afgivelse af revisionspåtegning på et årsregnskab, der skal anvendes overfor en udenlandsk myndighed, og hvor revisor skal efterleve særlige udenlandske krav eller lovgivning til erklæringsafgivelsen, kan revisorloven og erklæringsbekendtgørelsen helt eller delvist fraviges. Hvis der f.eks. alene er krav om, at revisionspåtegningen underskrives af revisionsvirksomheden, kan de ansvarlige revisorers personlige underskrift således udelades.