Bekendtgørelse om indberetning og offentliggørelse af årsrapporter § 19
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 3 BEK nr 859 af 18/06/2025
stk. 1 Indberetning i Regnskab Basis er tilrettelagt således, at visse oplysninger inddateres samlet (»clob-opmærkning«). Det drejer sig om oplysninger på følgende områder: 1) En eventuel ledelsespåtegning, jf. stk. 2. 2) En eventuel ledelsesberetning, jf. stk. 3-10. 3) Noteoplysninger, herunder oplysninger om anvendt regnskabspraksis, jf. stk. 10.
stk. 2 Der kan foretages clob-opmærkning af ledelsespåtegningens tekstafsnit. Følgende oplysninger skal særskilt opmærkes i XBRL, hvis de er aktuelle i årsrapporten: 1) De ansvarlige ledelsesmedlemmers underskrifter, herunder om eventuel uenighed, jf. årsregnskabslovens §§ 9 og 10. 2) Oplysning om, at årsregnskabet for det kommende år ikke skal revideres, jf. årsregnskabslovens § 10 a, uanset om oplysningen gives i forbindelse med ledelsespåtegningen eller ledelsesberetningen.
stk. 3 Indeholder en eventuel ledelsesberetning eller en supplerende beretning en redegørelse for samfundsansvar, jf. årsregnskabslovens § 99 a, skal redegørelsen som minimum særskilt opmærkes i XBRL. Indeholder ledelsesberetningen henvisning til en hjemmeside, hvor en sådan redegørelse er offentliggjort, skal oplysning herom særskilt opmærkes i XBRL med angivelse af den internetadresse, der skal benyttes for at komme direkte til redegørelsen eller til den side, hvor samtlige offentliggjorte redegørelser er tilgængelige. Dattervirksomheder, som anvender muligheden i årsregnskabslovens § 99 a, stk. 7, og undlader at medtage en redegørelse for samfundsansvar i sin ledelsesberetning, skal særskilt opmærke de oplysninger i XBRL, der kræves i henhold til § 99 a, stk. 7, 2. pkt. Indeholder en eventuel ledelsesberetning en bæredygtighedsrapportering, jf. årsregnskabslovens § 99 a, skal bæredygtighedsrapporteringen som minimum særskilt opmærkes i XBRL.
stk. 4 Indeholder en eventuel ledelsesberetning en redegørelse for virksomhedsledelse, jf. årsregnskabslovens §§ 107 b eller 107 c, eller henvises der i ledelsesberetningen til en hjemmeside, hvor en sådan redegørelse er offentliggjort, finder stk. 3 tilsvarende anvendelse.
stk. 5 Indeholder en eventuel ledelsesberetning eller noterne en redegørelse for god fondsledelse, jf. årsregnskabslovens § 77 a, eller henvises der i ledelsesberetningen eller noterne til en hjemmeside, hvor en sådan redegørelse er offentliggjort, finder stk. 3 tilsvarende anvendelse.
stk. 6 Indeholder en eventuel ledelsesberetning eller noterne en redegørelse for fondens uddelingspolitik, jf. årsregnskabslovens § 77 b, eller henvises der i ledelsesberetningen eller noterne til en hjemmeside, hvor en sådan redegørelse er offentliggjort, finder stk. 3 tilsvarende anvendelse.
stk. 7 Indeholder en eventuel ledelsesberetning eller en supplerende beretning en beretning om betalinger til myndigheder, jf. årsregnskabslovens § 99 c, eller henvises der i ledelsesberetningen til en hjemmeside, hvor en sådan beretning er offentliggjort, finder stk. 3 tilsvarende anvendelse.
stk. 8 Indeholder en eventuel ledelsesberetning en redegørelse for virksomhedens mangfoldighedspolitik, jf. årsregnskabslovens § 107 d, eller henvises der i ledelsesberetningen til en hjemmeside, hvor en sådan redegørelse er offentliggjort, finder stk. 3 tilsvarende anvendelse.
stk. 9 Indeholder en eventuel ledelsesberetning en redegørelse for virksomhedens politik for dataetik, jf. årsregnskabslovens § 99 d, eller henvises der i ledelsesberetningen til en hjemmeside, hvor en sådan redegørelse er offentliggjort, finder stk. 3 tilsvarende anvendelse. Dattervirksomheder, som anvender muligheden i årsregnskabslovens § 99 d, stk. 3, og undlader at medtage en redegørelse for virksomhedens politik for dataetik i sin ledelsesberetning, skal særskilt opmærke de oplysninger i XBRL, der kræves i henhold til § 99 d, stk. 3, 2. pkt.
stk. 10 Clob-opmærkning af noteoplysninger skal foretages på noteniveau. Der skal dog foretages særskilt opmærkning i XBRL af følgende oplysninger: 1) Hvilken regnskabsklasse årsrapporten er aflagt efter. 2) Om der er foretaget tilvalg af elementer fra regnskabsklasse C eller D. 3) Om der er foretaget ændringer i anvendt regnskabspraksis. 4) Om pengestrømsopgørelse er undladt. 5) Oplysning om det gennemsnitlige antal beskæftigede, hvis noterne indeholder oplysninger herom. 6) Oplysning om ledelsens forslag til beslutning om anvendelse af virksomhedens overskud eller dækning af underskud, hvis oplysningerne herom er givet i noterne.
stk. 11 I Regnskab Special vil virksomhederne også kunne anvende »clob-opmærkning«, jf. stk. 1-10, hvis de ønsker det.