Barselsudligningsloven § 3

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 2 LBK nr 1002 af 28/08/2024

stk. 1 Refusionen udgør forskellen mellem barselsdagpenge og den løn, der er beregnet barselsdagpenge på baggrund af, inden for et fastsat kroneloft, jf. stk. 2 og 6.

stk. 2 Beskæftigelsesministeren fastsætter kroneloftet i stk. 1 efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension og efter forhandling med finansministeren.

stk. 3 Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om længden af den periode, hvor arbejdsgiveren er berettiget til at modtage refusion. Perioden kan reguleres af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension.

stk. 4 Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, hvilke udgifter refusionen skal dække.

stk. 5 Refusionen udbetales bagud. Udbetalingerne sker efter lov om offentlige betalinger m.v. eller regler, som er fastsat i medfør heraf.

stk. 6 Udbetales der ikke fuld løn under barsel, udgør refusionen forskellen mellem barselsdagpenge og løn under barsel inden for et fastsat kroneloft, jf. stk. 2.