Bekendtgørelse om uddannelse og autorisation til professionel anvendelse af bekæmpelsesmidler bilag 6

Gældende ret pr. 2026-10-28 tier 3 BEK nr 951 af 26/06/2025

Uddannelsesemner, der skal indgå i en uddannelse i anvendelse af gas til bekæmpelse af skadedyr med henblik på erhvervelse af en gasningsautorisation, jf. § 9

Nedennævnte emner er ens for kurser, der retter sig mod bekæmpelse af skadedyr ved hjælp af gas.

Indholdet af de enkelte emner tilpasses de målorganismer, gaskurset skal give mulighed for at bekæmpe.

1. Al relevant lovgivning om gasning og om regler og vilkår for lovlig handel med, opbevaring og anvendelse af gasningsmidler – herunder også om betydningen af at følge instrukser (etiket og brugsanvisning) for de enkelte gasningsmidler og om, hvorfor der stilles krav til autorisation inden anvendelse af midlerne.

2. Identifikation af målorganismerne og kendskab til deres biologi.

3. Teoretisk og praktisk undervisning i anvendelse af gasmidlerne.

4. De særlige farer og risici, der kan være forbundet med anvendelse af gas, og hvordan disse risici kan identificeres og begrænses, navnlig:

a) kemiske, fysiske og toksiske egenskaber ved den gas, der påtænkes anvendt,

b) regler og bestemmelser for brug af den aktuelle gastype,

c) risici i almindeligt forekommende arbejdssituationer, der omfatter håndtering eller anvendelse af gassen, og forebyggende beskyttelse

d) risici for mennesker (bekæmpere, beboere, andre tilstedeværende samt personer, der færdes på behandlede arealer, eller som håndterer eller spiser behandlede produkter),

e) symptomer på forgiftning, førstehjælpsforanstaltninger ved forgiftning og hjerte- eller lungeproblemer og oplysning om faciliteter til rapportering om uheld eller formodede uheld samt

f) risici for negativ effekt på ikke-målorganismer og miljøet i almindelighed.

5. Indføring i sammenlignende vurdering af gasbekæmpelsesmidler og af bekæmpelse med gas og andre bekæmpelsesmetoder (fx mekanisk, gift i fast form) med henblik på at vælge den metode, som indebærer de mindste risici for menneskers sundhed, ikke-målorganismer og miljøet generelt.

6. Foranstaltninger til at minimere risici for mennesker, ikke-målorganismer og miljøet: Sikker arbejdspraksis i forbindelse med opbevaring og håndtering af bekæmpelsesmidler til gasning og i forbindelse med bortskaffelse af tom emballage, andre forurenede materialer og overskydende mængder af bekæmpelsesmiddel.

7. Anvendelse og vedligeholdelse af udstyr til anvendelse ved gasning.

8. Beredskabsforanstaltninger til beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet i tilfælde af utilsigtet udslip af gas.

9. Journalføring ved anvendelse af gas.

10. Regler om transport af gasningsmidler

11. Regler om sikker bortskaffelse af rester af gasningsmidler og emballage.

Kurser omfatter prøveaflæggelse, og autorisation kan kun erhverves, hvis den tilknyttede prøve er bestået.

Questions about Bekendtgørelse om uddannelse og autorisation til professionel anvendelse af bekæmpelsesmidler bilag 6? Ask — answers come only from the text, with every claim marked.