Bekendtgørelse om krav til digitale standard bogføringssystemer § 11
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 3 BEK nr 97 af 26/01/2023
stk. 1 En udbyder af et digitalt standard bogføringssystem skal inden for en frist på 4 uger fra anmodningstidspunktet stille bogførte transaktioner og bilag omfattet af § 3 for en nærmere angivet periode vedrørende en virksomhed til rådighed for en myndighed. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for en likvidator, kurator eller rekonstruktør, der er trådt i ledelsens sted i den pågældende virksomhed.
stk. 2 Adgang til oplysninger efter stk. 1 er betinget af, at myndigheden oplyser, at det ikke har været muligt at få stillet oplysningerne til rådighed af virksomheden inden for den frist, som myndigheden har fastsat efter § 22, stk. 4, i lov om bogføring.
stk. 3 Hvis en myndighed anmoder om, at oplysninger i virksomhedens bogførte transaktioner eller bilag udsøges efter andre kriterier end tidsmæssig afgrænsning efter stk. 1, skal myndigheden dække udbyderens omkostninger herved. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på en likvidator, kurator eller rekonstruktør, der er trådt i ledelsens sted i den pågældende virksomhed.
stk. 4 Bogførte transaktioner omfattet af stk. 1, skal kunne udleveres i et struktureret maskinlæsbart format og bilag i et læsbart format.
stk. 5 Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse, hvis udbyderen af det digitale standard bogføringssystem opbevarer bogførte transaktioner og bilag, eller en sikkerhedskopi heraf, på en server hos en tredjepart.