Vejledning om Genoptagelse af kapitalselskaber afsnit 2
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Genoptagelse af kapitalselskaber (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-genoptagelse-af-kapitalselskaber)
Et selskab under tvangsopløsning kan i visse tilfælde afbryde skifterettens behandling af tvangsopløsningen og genoptage selskabet. Der er 5 grundlæggende betingelser, som skal opfyldes, for at et selskab kan genoptages:
Selskabets ejere skal på en generalforsamling træffe beslutning om at genoptage selskabet. Hvis skifteretten har udnævnt en likvidator, skal vedkommende samtykke i beslutningen.
En godkendt revisor skal udarbejde en erklæring om, at selskabskapitalen stadig er til stede i selskabet, og at der ikke er ydet ulovlige lån til selskabets ledelse eller ejere.
Årsagen til at selskabet er blevet oversendt til skifteretten skal berigtiges. Hvis selskabet fx er blevet oversendt, fordi selskabet ikke har indberettet sin årsrapport, skal denne indberettes til Erhvervsstyrelsen, før selskabet kan blive genoptaget.
Anmeldelse om genoptagelse skal være modtaget af Erhvervsstyrelsen senest 3 måneder efter, at Erhvervsstyrelsen har oversendt selskabet til tvangsopløsning.
Selskabet må ikke indenfor de sidste 5 år have været oversendt til tvangsopløsning i skifteretten.
Såfremt en eller flere af de ovennævnte betingelser ikke er opfyldt, kan selskabet ikke blive genoptaget. Hvis selskabet ikke bliver genoptaget, vil skifteretten opløse selskabet enten ved tvangsopløsning eller ved konkurs. Hvis domstolene har truffet beslutning om at tvangsopløse et selskab, vil selskabet ikke kunne genoptages, selvom selskabet opfylder betingelserne til det.
Er selskabet under frivillig likvidation, er det de samme betingelser, som skal opfyldes, for at selskabet kan genoptages. En yderligere betingelse er dog, at der ikke må være sket udlodning af likvidationsprovenuet.