Vejledning om Ophævelse af bestemmelser om kontrol med kapitalejerlån afsnit 2
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Ophævelse af bestemmelser om kontrol med kapitalejerlån (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-ophaevelse-af-bestemmelser-om-kontrol-med-kapitalejerlaan)
Anvendelse af rente på ulovlige kapitalejerlån
Hvilken rente skal anvendes på ulovlige kapitalejerlån fra den 1. januar 2025?
Fra 1. januar 2025 skal kapitalejerlån, som var i strid med den nu ophævede bestemmelse i selskabslovens § 210, ikke længere forrentes efter reglerne i selskabslovens § 215, da dette krav også er ophævet. Forrentningen efter § 215 skal dog ske frem til og med 31. december 2024, og lånet vil på daværende tidspunkt omfatte hovedstolen samt tilskrevne ikke-betalte lovpligtige renter. Ledelsen skal fra 1. januar 2025 derimod sikre sig, at lånet fra denne dato opfylder betingelserne i selskabslovens §§ 115-118 samt selskabslovens § 127 om, at dispositionen skal være i selskabets interesse, herunder at der ikke må være tale om utilbørlige dispositioner.
Dispositionen må heller ikke overføre en formueværdi til en kapitalejer, da dette vil være i strid med selskabslovens § 179 om kapitalafgang.
Ledelsen vil kunne sikre, at disse generelle regler i selskabsloven overholdes ved, at lånevilkårene på det hidtil ulovlige lån, herunder renten, kreditvurdering, sikkerhedsstillelse mv. fremadrettet er på sædvanlige markedsmæssige vilkår – eller bedre vilkår for selskabet end de markedsmæssige vilkår.