Bekendtgørelse om forstligt formeringsmateriale bilag 6

Gældende ret pr. 2026-10-28 tier 3 BEK nr 1563 af 08/12/2025

Import af forstligt formeringsmateriale fra tredjelande

A. Særlige krav ved import af frø produceret i Canada, Schweiz, Det Forenede Kongerige, Norge, Serbien, Tyrkiet eller USA 1. Frø skal være officielt certificeret som hidrørende fra godkendt grundmateriale, og emballagen skal være lukket i overensstemmelse med OECD-ordningen vedrørende skovfrø og -planter. En officiel OECD-mærkeseddel skal være fastgjort til hvert parti frø og ledsages af enten en kopi af det officielle OECD-herkomstcertifikat eller et dokument fra leverandøren med alle de oplysninger, der er indeholdt i det officielle OECD-herkomstcertifikat, samt leverandørens navn. 2. OECD-mærkesedlen eller dokumentet fra leverandøren vedrørende frø skal desuden omfatte følgende supplerende oplysninger, så vidt muligt vurderet efter internationalt anerkendte teknikker: a) Renhed: vægtprocent rene frø, andre frø og affald i det produkt, der markedsføres som et parti frø. b) Spireprocenten for rene frø eller — hvis det er umuligt eller upraktisk at vurdere spireprocenten — levedygtighedsprocenten med henvisning til en nærmere angivet metode. c) Vægten af 1.000 rene frø. d) Antal spiredygtige frø pr. kg produkt markedsført som frø eller — hvis det er umuligt eller upraktisk at vurdere antallet af spiredygtige frø — antal levedygtige frø pr. kg. 3. Uanset punkt 2 kan de deri nævnte supplerende oplysninger vedrørende frøkontrolproceduren med anvendelse af internationalt anerkendte teknikker fremlægges af den leverandør, der importerer frø, forud for første markedsføring i Fællesskabet. 4. For at frø fra samme års høst hurtigt kan stilles til rådighed, kan frø markedsføres af den leverandør, der importerer det, indtil den første køber, uden at de i punkt 2, litra b) og d), fastsatte krav er opfyldt. Den leverandør, der importerer det pågældende produkt, skal snarest muligt erklære, at kravene i punkt 2, litra b) og d), er opfyldt. 5. Kravene i punkt 2, litra b) og d), gælder ikke for små mængder frø, som defineret i Kommissionens forordning 2301/2002/EF af 20. december 2002 om fastsættelse af gennemførelsesbestemmelser til Rådets direktiv 1999/105/EF for så vidt angår definitionen af små mængder frø. 6. Partier af frø skal have en artsrenhed på mindst 99 %. For nært beslægtede arter, bortset fra kunstige hybrider, skal frugt- eller frøpartiets artsrenhed dog oplyses på mærkesedlen eller dokumentet fra leverandøren, såfremt den ikke er på mindst 99 %. 7. Uanset punkt 1 kan passende mængder frø være fremstillet af ikke godkendt grundmateriale, såfremt a) frøene skal bruges til forsøg, videnskabelige formål eller genetisk bevarelse, b) det klart er godtgjort, at frømaterialet ikke er bestemt til skovbrugsformål. B. Særlige krav ved import af plantemateriale bestemt til udplantning produceret i Canada, Schweiz, Det Forenede Kongerige, Norge, Serbien, Tyrkiet eller USA 1. Plantemateriale bestemt til udplantning skal produceres på en planteskole, der er registreret hos myndighederne i de pågældende lande, eller er under disse myndigheders officielle tilsyn. En OECD-mærkeseddel skal være fastgjort til hver sending og ledsages af enten en kopi af det officielle OECD-herkomstcertifikat eller et dokument fra leverandøren med alle de oplysninger, der er indeholdt i det officielle OECD-herkomstcertifikat, samt leverandørens navn. 2. Plantemateriale bestemt til udplantning skal opfylde kravene i bilag 7, afsnit 3. C. Yderligere betingelser for frø og plantemateriale bestemt til udplantning af kategorien »kvalificeret« og »afprøvet« produceret i Canada, Schweiz, Det Forenede Kongerige, Norge, Serbien, Tyrkiet eller USA Hvad angår frø eller plantemateriale bestemt til udplantning af kategorien »kvalificeret« og afprøvet« skal det fremgå af OECD-mærkesedlen og leverandørens mærkeseddel eller dokument, om der er anvendt genetisk modifikation ved produktionen af grundmaterialet.

Questions about Bekendtgørelse om forstligt formeringsmateriale bilag 6? Ask — answers come only from the text, with every claim marked.