Kursgevinstloven § 22 A

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 2 LBK nr 1176 af 19/09/2025

stk. 1 En skattepligtig gevinst omfattet af § 22, stk. 1, beskattes efter reglerne i stk. 2, hvis 1) lånet er ydet af et selskab, en person eller et dødsbo, der driver næringsvirksomhed ved finansiering, med sikkerhed i fast ejendom eller skibe, 2) lånet er inkonverterbart og direkte baseret på obligationer optaget til handel på et reguleret marked, 3) lånets rente ved stiftelsen udgør 0 pct. og 4) lånets rente ikke i obligationernes løbetid kan blive mindre end 0 pct.

stk. 2 Debitor skal for hvert indkomstår, indtil debitor bliver frigjort fra gælden, medregne en renteindtægt svarende til, at gevinsten udgjorde en fast negativ rente på lånet i perioden fra lånets stiftelse til det førstkommende tidspunkt af enten obligationernes udløb eller lånets udløb. Renteindtægten beregnes ud fra den aftalte afdragsprofil ved stiftelsen. Har debitor i perioder afdragsfrihed, foretages beregningen med denne forudsætning, hvis perioderne er fastlagt ved stiftelsen.

stk. 3 Indberettes den skattepligtige renteindtægt efter stk. 2 ikke efter skatteindberetningslovens § 13 for det indkomstår, hvori lånet er stiftet, kan debitor vælge, at beskatningen af gevinsten omfattet af stk. 1 i stedet skal ske efter § 22, stk. 1.