LOV nr 761 af 08/09/2026 § 8

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 2 LOV nr 761 af 08/09/2026

stk. 1

stk. 1 Arbejdsmarkedets Tillægspension overtager fra tidspunktet for overførslen af opgaver fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag og Udbetaling Danmark medarbejdere, der er ansat i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i henhold til kollektiv overenskomst, bestemmelser om løn- og ansættelsesforhold, der er fastsat eller godkendt af en offentlig myndighed, eller som er ansat efter individuel aftale, og som udelukkende eller overvejende er beskæftiget med opgaver, der overføres til de nævnte myndigheder. Lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse finder tilsvarende anvendelse ved overtagelsen af medarbejderne.

stk. 2 Arbejdsmarkedets Tillægspension bærer fra tidspunktet for overdragelsen af opgaver fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag og Udbetaling Danmark vederlagskrav og andre forpligtelser for de medarbejdere, der overtages, jf. stk. 1. Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet bærer vederlagskrav og andre forpligtelser, der er optjent eller vedrører tiden før overtagelsesdagen, uanset om de på denne dag er forfaldne til betaling.

stk. 3 Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet udarbejder i samarbejde med Arbejdsmarkedets Tillægspension senest 6 måneder efter overdragelsen sædvanlig refusionsopgørelse vedrørende alle vederlagskrav og andre forpligtelser omfattet af stk. 2 mellem Arbejdsmarkedets Tillægspension og Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet. Refusionsopgørelsen udarbejdes i overensstemmelse med normale regnskabsprincipper for periodeafgrænsning. Saldoen berigtiges kontant med tillæg af indskudsbevisrenten pro anno fra 6 måneder efter overtagelsen, til betaling sker.

stk. 4 Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet friholder Arbejdsmarkedets Tillægspension for ethvert krav efter stk. 2 og 3, som rettes mod Arbejdsmarkedets Tillægspension som følge af overtagelsen efter stk. 1 af medarbejdere, som ikke tiltræder ansættelse hos Arbejdsmarkedets Tillægspension.