LOV nr 766 af 08/09/2026 § 3

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 2 LOV nr 766 af 08/09/2026

I hjemrejseloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1014 af 27. august 2024, som ændret bl.a. ved § 48 i lov nr. 469 af 14. maj 2025 og § 1 i lov nr. 1344 af 25. november 2025 og senest ved § 2 i lov nr. 726 af 1. september 2026, foretages følgende ændringer: 1. I § 8, stk. 2, indsættes som nr. 5: »5) En udlænding, der opholder sig her i landet, som er udvist efter udlændingelovens §§ 22 eller 23, og hvis opholdstilladelse var meddelt i medfør af udlændingelovens §§ 7 eller 8, § 9, stk. 1, § 9 b eller § 9 c, stk. 1 eller 2.« 2. I § 8, stk. 3, nr. 5, udgår »5 eller 6,«. 3. Efter § 20 a indsættes i kapitel 11: »§ 20 b. Danmarks Fængsler vil som operatør af it-overvågningsopgaven forestå gps-overvågning af kontrollerede udlændinge efter § 23 a ved en central overvågningsenhed. Danmarks Fængsler videregiver af egen drift visse oplysninger til Hjemrejsestyrelsen til brug for Hjemrejsestyrelsens kontrol med, at en udlænding overholder § 23 a. Danmarks Fængsler kan derudover tilgå oplysninger om en kontrolleret udlændings færden, herunder seneste lokationsdata, med henblik på videregivelse af oplysninger efter stk. 2. Stk. 2. Danmarks Fængsler videregiver efter anmodning oplysninger om en kontrolleret udlændings færden til følgende: 1) Hjemrejsestyrelsen, hvis der er rimelig grund til at antage, at udlændingen har overtrådt §§ 12 eller 13. 2) Politiet, hvis der er en begrundet mistanke om, at udlændingen har begået en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, eller en krænkelse som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1, i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning. 3) Hjemrejsestyrelsen, hvis der opstår mulighed for, at udlændingen kan udsendes. Stk. 3. Danmarks Fængsler opbevarer oplysninger i medfør af stk. 1 i 90 dage. Oplysningerne skal herefter slettes.« 4. I § 22, stk. 3, indsættes efter »§ 8, stk. 2, nr. 1«: »og 5«. 5. Efter § 23 indsættes i kapitel 13: »§ 23 a. Den, der dømmes for ti eller flere overtrædelser af §§ 12 eller 13 inden for 3 på hinanden følgende måneder, påbydes ved dommen at bære elektronisk udstyr, der registrerer den pågældendes færden (elektronisk kontrol). Kan sagen afgøres ved vedtagelsen af et bødeforelæg ved ti eller flere overtrædelser inden for 3 på hinanden følgende måneder, fastsættes påbuddet i bødeforelægget. Stk. 2. Et påbud om elektronisk kontrol efter stk. 1 gives for 1 år. Meddeles et sådant påbud inden udløbet af et tidligere meddelt påbud, bortfalder det tidligere meddelte påbud. Stk. 3. Den periode, hvori en udlænding er påbudt elektronisk kontrol, afbrydes ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Stk. 4. Hjemrejsestyrelsen kan beslutte, at et påbud om elektronisk kontrol afbrydes og det elektroniske udstyr aftages, hvis udlændingen straks herefter udrejser eller udsendes. Stk. 5. Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter efter forhandling med justitsministeren nærmere regler om elektronisk kontrol efter stk. 1-4, herunder om montering og aftagning af det elektroniske udstyr, myndighedernes kontrol, anvisninger i forbindelse med elektronisk kontrol og den pågældendes pligt til at bære og vedligeholde elektronisk udstyr og til at efterkomme myndighedernes anvisninger, og regler om beregning af tidsperioden for påbuddet. Stk. 6. I forskrifter, der udstedes i medfør af stk. 5, kan der fastsættes straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.«