Selskabsloven § 165

Gældende ret pr. 2026-09-09 tier 2

stk. 1 Kapitalselskabet kan udstede fondsandele ved at overføre beløb til selskabskapitalen, som i selskabets senest godkendte årsrapport er opført som 1) overført overskud eller 2) reserver med undtagelse af reserve i henhold til årsregnskabslovens §§ 35 a og 35 b, jf. dog stk. 2.

stk. 2 Til udstedelse af fondsandele kan selskabet desuden anvende 1) overskud i det indeværende regnskabsår, hvis beløbet ikke er uddelt, forbrugt eller bundet, eller 2) frie reserver, der er opstået eller blevet frigjort i det indeværende regnskabsår.

stk. 3 Beslutning i henhold til stk. 1 og 2 skal angive det beløb, selskabskapitalen skal forhøjes med, samt kapitalandelenes størrelse eller antal. § 158, stk. 1, nr. 3, nr. 6 og nr. 9-11, finder tilsvarende anvendelse.

stk. 4 Kapitalforhøjelsen kan ikke gennemføres, før beslutningen er registreret.

stk. 5 Hvis fondsforhøjelsen ikke er registreret eller anmeldt til registrering senest 12 måneder efter beslutningen, er beslutningen om kapitalforhøjelsen og de heraf følgende vedtægtsændringer bortfaldet.