Adoptionsbekendtgørelsen § 1

Gældende ret pr. 2026-09-17 tier 3 BEK nr 1755 af 30/12/2024

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Samlever: En person, der har haft et sammenhængende samliv i et ægteskabslignende forhold, der i udgangspunktet har varet mindst 2½ år. 2) Stedbarnsadoption: En adoption, hvor ansøgeren adopterer sin ægtefælles eller samlevers barn, jf. § 5 a eller § 15 b, stk. 2, i adoptionsloven. 3) Familieadoption af barn under 18 år, jf. § 4 a, stk. 2, i adoptionsloven: a) En adoption, hvor ansøgeren adopterer et barnebarn, et søskendebarn eller en søskende. b) En adoption af et barn af forældre, som ansøgeren gennem nært og længerevarende bekendtskab er særligt knyttet til. c) En adoption af et barn, som ansøgeren har et særligt tilknytningsforhold til, navnlig fordi barnet er blevet opfostret hos ansøgeren i en længere periode. d) En adoption af et barn, som ansøgeren har i pleje, og som adopteres efter § 9, stk. 4, i adoptionsloven. e) En adoption af et barn, hvor ansøgeren har en sådan tilknytning til barnet, at ansøgeren vil kunne godkendes som netværksplejefamilie for barnet efter § 58 i barnets lov, dog uden krav om gennemførelse af grundkursus i at være plejefamilie. 4) Fremmedadoption: En adoption, hvor ansøgeren adopterer et barn under 18 år, og hvor det er en betingelse for adoptionen, at ansøgeren godkendes som adoptant, jf. § 4 a, stk. 1, i adoptionsloven. 5) National adoption: En adoption, hvor ansøgeren adopterer et barn under 18 år, der har bopæl her i landet, og hvor barnet ikke er ankommet til Danmark med henblik på adoption. 6) International adoption: En adoption, hvor ansøgeren adopterer et barn under 18 år, der har bopæl i et andet land eller er ankommet til Danmark med henblik på adoption. 7) Godkendelsesramme: Beskrivelsen af alder samt fysisk og psykisk tilstand hos det barn under 18 år, som ansøgeren godkendes til at kunne adoptere. 8) Afgiverland eller oprindelsesland: Det land, hvor et barn under 18 år har bopæl før adoptionen. 9) Haageradoptionskonventionen: Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner. 10) Godkendt blanket: En blanket, der er godkendt af Ankestyrelsen. 11) Midlertidig placering: Placering efter § 32 a i adoptionsloven. 12) Voksenadoption: En adoption, hvor ansøgeren adopterer en person, der er fyldt 18 år, jf. § 15 b i adoptionsloven.