Arbejdsskadesikringsloven § 18
Gældende ret pr. 2026-10-28 tier 2 LBK nr 667 af 08/07/2026
stk. 1 Har en arbejdsskade påført tilskadekomne varigt men, har den pågældende ret til godtgørelse. Godtgørelse ydes dog ikke, hvis mengraden fastsættes til mindre end 5 pct.
stk. 2 Mengraden fastsættes på grundlag af skadens medicinske art og omfang og under hensyn til de ulemper i tilskadekomnes personlige livsførelse, som arbejdsskaden har forvoldt.
stk. 3 Godtgørelse for varigt men fastsættes til et kapitalbeløb og udgør ved en mengrad på 100 pct. 1.013.500 kr. (2024-niveau). Beløbet reguleres efter § 25. Ved lavere mengrader udgør godtgørelsen en forholdsmæssig del af 1.013.500 kr. (2024-niveau).
stk. 4 I ganske særlige tilfælde kan godtgørelse for varigt men fastsættes til et højere beløb, dog højst 120 pct. af 1.013.500 kr. (2024-niveau), reguleret efter § 25.
stk. 5 Var tilskadekomne ved arbejdsskadens indtræden fyldt 40 år, nedsættes godtgørelsen med 1 pct. for hvert år, den pågældende var ældre end 39 år ved arbejdsskadens indtræden. Var tilskadekomne fyldt 60 år, nedsættes godtgørelsen med yderligere 1 pct. for hvert år, den pågældende var ældre end 59 år ved arbejdsskadens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år.
stk. 6 Uanset stk. 5, 1. pkt., sker nedsættelse af godtgørelsen for tilskadekomne pr. 1. juli 2035 og frem med 1 pct. for hvert år, den pågældende var ældre end 40 år ved arbejdsskadens indtræden, og med yderligere 1 pct. for hvert år, den pågældende var ældre end 60 år ved arbejdsskadens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 70. år.