Vejledning om Frister for kapitalselskaber afsnit 2.1
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Frister for kapitalselskaber (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-frister-kapitalselskaber)
På en række områder fastslås i selskabsloven, at kapitalejerne eller de personer, der handler på kapitalselskabets vegne, tidligst kan foretage en handling eller træffe beslutning efter udløbet af en nærmere angiven frist. Fristen for, hvornår handlingen eller beslutningen tidligst kan foretages, beregnes her fra dagen efter den begivenhed, der udløser fristen.
Efter selskabslovens regler om fusion, kan en beslutning om fusion i et aktieselskab tidligst træffes 4 uger efter, at fusionsplanen og kreditorerklæringen er offentliggjort.
Fusionsplanen offentliggøres mandag den 9. december 2019. 4-ugersperioden regnes fra tirsdag den 10. december 2019 og udløber således mandag den 6. januar 2020. Beslutningen om gennemførelse må altså tidligst træffes tirsdag den 7. januar 2020.
Bestemmelsen om, at fristen forlænges til den efterfølgende hverdag efter eksempelvis en weekend, er ikke medtaget her. Der er således ikke noget til hinder for, at der kan disponeres i forhold vedrørende et kapitalselskab, selv om der er tale om weekend, helligdag mv., forudsat at lovgivningens formkrav i øvrigt er overholdt.
Udløber fristen fx en lørdag, vil det som udgangspunkt være muligt at afholde generalforsamling om søndagen, hvis selskabet finder det hensigtsmæssigt. De ansvarlige bør dog være opmærksom på, at der ikke må foreligge konkrete forhindringer, der i urimeligt omfang vanskeliggør deltagelse fra visse grupper af kapitalejere eller lignende forhold.
Fusionsplanen offentliggøres fredag den 8. november 2019. 4-ugersperioden regnes fra lørdag den 9. november 2019 og udløber således fredag den 6. december 2019. Beslutningen om gennemførelse må altså tidligst træffes lørdag den 7. december 2019.