Vejledning om Måling af investeringsejendomme til dagsværdi efter årsregnskabsloven afsnit 6
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Måling af investeringsejendomme til dagsværdi efter årsregnskabsloven (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-maaling-af-investeringsejendomme-til-dagsvaerdi-efter-aarsregnskabsloven)
I afsnit 5 blev det blandt andet vurderet, at investeringsejendomme som altovervejende hovedregel skal måles til dagsværdi efter årsregnskabslovens § 37, stk. 1, 4. pkt., hvor målingen baserer sig på ikke-observerbare inputs og beregnes ud fra almindeligt accepterede værdiansættelsesmodeller og -teknikker. I dette afsnit forklares nærmere om de to hyppigst anvendte værdiansættelsesmodeller – den afkastbaserede model (normalindtjeningsmodellen) og Discounted Cash Flow (DCF) modellen, samt hvilke forhold, der skal være til stede ved fastsættelse af dagsværdien. I valget af model skal der tages hensyn til de konkrete forhold ved ejendommen. Den model, som bedst tager højde for de konkrete forhold ved ejendommen, bør anvendes. I afsnittet nedenfor om den afkastbaserede model og DCF-modellen, er givet eksempler på situationer, hvor den ene model er at foretrække frem for den anden. Uanset hvilken model, der benyttes til fastsættelse af dagsværdien, skal man komme frem til samme dagsværdi. Det er alene de enkelte inputs til modellerne, der er forskellige.
Begge modeller gør brug af et forrentningskrav i forbindelse med fastsættelsen af dagsværdien. Der gives indledningsvis en beskrivelse af fastsættelsen af forrentningskravet i beregningsmodellerne, og herefter beskrives selve beregningsmodellerne.
Erhvervsstyrelsen henviser også til International Valuation Standards (IVS), som er udgivet af The International Valuation Standards Council (IVSC), som er en uafhængig udsteder af standarder til værdiansættelsesprofessionen. Der kan findes yderligere viden omkring dagsværdifastsættelse i IVS. IASB har også henvist til disse standarder, blandt andet i ”Bases for Conclusions” til IAS 40.