Vejledning om Selskabsretlig og regnskabsretlig regulering af tilskud indenfor en koncern afsnit 1

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Selskabsretlig og regnskabsretlig regulering af tilskud indenfor en koncern (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-selskabsretlig-og-regnskabsretlig-regulering-af-tilskud-indenfor-en-koncern)

Regnskabsmæssig behandling

Skal tilskuddet indgå i resultatopgørelsen eller direkte på egenkapitalen?

Først skal der tages stilling til den principielle behandling af tilskud i årsregnskabet. Her er der 2 muligheder:

modtagelse og ydelse af tilskud betragtes som indtægter hhv. omkostninger, der skal indregnes i resultatopgørelsen, eller

modtagelse og ydelse af tilskud betragtes som indskud, udlodning og uddeling, der sker som led i kapitalfremskaffelse, tilbageførsel af indskudt kapital henholdsvis fordeling af overskud til virksomhedsdeltagerne og skal derfor indregnes direkte på egenkapitalen.

Udgangspunktet er, at transaktionerne opfylder første del af definitionerne på indtægter og omkostninger, jf. bilag 1, C 10 og C 12, til årsregnskabsloven.

Indskud fra ejere undtages dog direkte i 2. pkt. i definitionen på indtægter.

Det samme gør udlodning og uddeling til ejere i 2. pkt. til definitionen af omkostninger.

Dette underbygges af årsregnskabslovens § 49, stk. 3, hvor det fremgår, at indskud, udlodning og uddeling, der sker som led i kapitalfremskaffelse, tilbageførsel af indskudt kapital henholdsvis fordeling af overskud til virksomhedsdeltagerne, ikke må indregnes i resultatopgørelsen, men skal indregnes direkte på egenkapitalen.

§ 49, stk. 3, vedrører den virksomhed, som modtager indskud eller foretager udlodning eller uddeling.

De tilskud, der i denne forbindelse ydes, er udtryk for, at en ejer ønsker at flytte kapitalen mellem virksomhederne i en koncern. Transaktionerne har ikke karakter af driftsmæssige dispositioner, som salg af varer m.v., men er alene udtryk for ejerens ønske om at omfordele kapitalen.

Tilskuddene har karakter af kapitalindskud eller udlodning, alt efter hvilket selskab man ser transaktionen fra. Tilskuddene skal derfor ikke indregnes i resultatopgørelsen, men skal indregnes direkte på egenkapitalen.

Indregningen på egenkapitalen sker direkte på de frie reserver under egenkapitalen (overkurs ved emission eller overført overskud/ underskud), da der ikke er tale om en kapitaludvidelse, jf. nedenfor om de selskabsretlige forhold.

Ovenstående er gældende, når der ydes tilskud nedad i en koncern – her vil tilskuddet ikke påvirke resultatopgørelsen, hverken i den modtagende eller den afgivende virksomhed. For den virksomhed, som yder tilskuddet, er der tale om en investering i kapitalandele, som er omfattet af den generelle bestemmelse i årsregnskabslovens § 36. For den modtagende virksomhed er der tale om indskud fra ejer.

Hvis der derimod ydes tilskud opad i en koncern, kan dette påvirke resultatopgørelsen i den modtagende virksomhed. Tilskuddet vil dog heller ikke her påvirke resultatopgørelsen i den afgivende virksomhed.

Den regnskabsmæssige behandling hos modervirksomheder, som modtager tilskud fra en dattervirksomhed, afhænger af, om modervirksomheden anvender indre værdis metode eller kostpris som målegrundlag på investeringerne i dattervirksomhederne. Hvis den anvender kostpris, vil tilskuddet være at betragte som en indtægt, som skal indregnes i resultatopgørelsen. (Hvis der er tale om, at man udlodder indtjening, der er optjent før overtagelsen, kan der dog ikke ske indregning som indtægt i resultatopgørelsen. Her er udbyttet udtryk for en tilbagebetaling af den foretagne investering.) Hvis den anvender indre værdis metode, er tilskuddet at betragte som en realisation af tidligere opskrivninger og påvirker derfor ikke resultatopgørelsen.

En særlig situation opstår, når der skal ydes tilskud fra én dattervirksomhed til en anden dattervirksomhed – tilskud mellem søstervirksomheder. Dette ville næppe ske, hvis ikke der var en koncernforbindelse, hvorfor det reelt er modervirksomheden, som disponerer og beslutter, at der skal gives et tilskud. Substansen er derfor, at tilskuddet går via modervirksomheden, hvorfor tilskuddet skal behandles som modtaget udbytte hos modervirksomheden og efterfølgende et indskud i den dattervirksomhed, som modtager tilskuddet.

Tilskuddene skal præsenteres på denne måde, selv om den fysiske betaling går direkte fra den ene dattervirksomhed til den anden.

Skematisk kan den regnskabsmæssige behandling af tilskuddene i en koncern vises således:

Den regnskabsmæssige behandling af tilskuddene i en koncern

Situation Modervirksomhed (indre værdi) Modervirksomhed (kostpris) Dattervirksomheden

1. Tilskud fra moder- til dattervirksomhed Tilgang på kapitalandelen, jf. § 36 Tilgang på kapitalandelen, jf. § 36 Indskud af egenkapital, jf. § 49, stk. 3

2. Tilskud fra datter- til modervirksomhed Afgang på kapitalandelen, jf. § 43a, stk. 4 Udbytteindtægt, jf. § 49, stk. 1 Udlodning af udbytte, jf. § 49, stk. 3

3. Tilskud fra en dattervirksomhed til en anden dattervirksomhed Afgang på kapitalandelen i ydervirksomheden, § 43a, stk. 4, og tilgang på kapitalandelen i modtagervirksomheden, jf. § 36 Udbytteindtægt fra ydervirksomheden, jf. § 49, stk. 1, og tilgang på kapitalandelen i modtagervirksomheden, jf. § 36 Ydervirksomheden: Udlodning af udbytte til modervirksomheden, jf. § 49, stk. 3 Modtagervirksomheden: Indskud af egenkapital, jf. § 49, stk. 3

Regnskabsmæssig behandling i koncernregnskabet

Koncernregnskabet påvirkes ikke af tilskud mellem koncernvirksomheder omfattet af konsolideringen, da der sker eliminering af sådanne tilskud i koncernregnskabet.