Vejledning om Spaltning af aktie- og anpartsselskaber afsnit 4.1

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Spaltning af aktie- og anpartsselskaber (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-spaltning-af-aktie-og-anpartsselskaber)

4.1. Valg af tidspunktet for spaltningens regnskabsmæssige virkning

Ved en spaltning skal tidspunktet for den regnskabsmæssige overgang af rettigheder og forpligtelser (spaltningens regnskabsmæssige virkning) fastlægges. Tidspunktet for den regnskabsmæssige overgang afgør, hvilket regnskab de fordelte rettigheder og forpligtelser skal indregnes i efter spaltningen.

Hvis der i forbindelse med spaltningen opstår nye selskaber, afgør tidspunktet for den regnskabsmæssige virkning, hvornår det første regnskabsår i de nye modtagende selskaber begynder.

Hvis datoen for den regnskabsmæssige virkning af spaltningen, for selskaber med kalenderåret som regnskabsår, er fastlagt til 1. januar 2019, skal og kan der for det indskydende selskab, hvis dette ophører som led i spaltningen, alene godkendes årsrapport for 2018. Rettighederne og forpligtelserne fra det indskydende selskab indregnes i stedet i de modtagende selskabers årsrapport, der omfatter det indskydende selskab fra den 1. januar 2019. Hvis der i det indskydende, ophørende selskab godkendes en årsrapport for 2019, kan spaltningen ikke gennemføres.

Hvis datoen for den regnskabsmæssige virkning af spaltningen, for selskaber med kalenderåret som regnskabsår, er fastlagt til 1. januar 2019, kan beslutningen om spaltningens gennemførelse i det indskydende selskab, hvis dette ophører som led i spaltningen, tidligst træffes den 1. januar 2019. Baggrunden herfor er, at generalforsamlingen i et ophørende selskab skal godkende årsrapporten for afsluttede regnskabsperioder senest samtidig med, at der træffes beslutning om at gennemføre spaltningen, jf. SL § 263, stk. 4.

I en spaltning, hvor et eller flere deltagende selskaber endnu ikke har afsluttet deres første regnskabsår, kan den regnskabsmæssige virkning tidligst fastsættes til datoen for start af selskabernes første regnskabsår.

Tidspunktet for spaltningens regnskabsmæssige virkning kan ikke være senere end 2 uger efter beslutningerne om at gennemføre spaltningen og ikke senere end tidspunktet for spaltningens registrering eller anmeldelse til registrering, jf. SL § 268, stk. 2, 2. pkt.

Vejledningens afsnit 22 indeholder tidslinjer til beskrivelse af grænserne for valg af datoen for den regnskabsmæssige virkning.