Vejledning om Lovpligtig redegørelse for dataetik afsnit 3
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Lovpligtig redegørelse for dataetik (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-vejledning-om-lovpligtig-redegoerelse-dataetik)
Hvem er målgruppen for din rapportering?
Et af de overordnede formål med årsregnskabsloven er at give regnskabsbrugere, dvs. virksomhedens samhandelspartnere, investorer, medarbejdere, aktionærer, forbrugere, civilsamfundet, offentlige myndigheder m.fl., mulighed for at bedømme virksomhedens økonomiske stilling og resultat. Redegørelsen for virksomhedens dataetiske politik hører til i gruppen af såkaldte ikke-finansielle redegørelser i årsrapporten – ligesom f.eks. redegørelsen for samfundsansvar. Redegørelsen for dataetik skal som nævnt være med til at give et helhedsbillede af virksomheden. Med kravet om redegørelse for dataetik skal virksomhederne aktivt tage stilling til deres ansvar for og arbejde med dataetik efter samme model, som de virksomheder, der skal rapportere om deres arbejde med samfundsansvar. Reglerne om redegørelse for dataetik skal være med til at skabe åbenhed om og incitament til, at virksomhederne tager højde for de etiske overvejelser, der følger af deres brug af data. Reglerne om rapportering af virksomhedens dataetiske politik skal også ses i lyset af årsregnskabsloven § 12, som indeholder et generelt krav om, at en virksomheds årsrapport skal udarbejdes med henblik på at støtte regnskabsbrugerne i deres økonomiske beslutninger. Forskellige virksomheder har forskellige regnskabsbrugere og dermed også forskellige målgrupper for deres rapportering. Reglerne er udformet, så virksomheder, der har en politik for dataetik, skal redegøre for deres arbejde med og deres politik for dataetik. Virksomheder, der ikke har en politik for dataetik, skal redegøre for baggrunden for, at de ikke har en politik. Herudover indeholder reglerne nogle få krav til redegørelsens form og offentliggørelsesmåde. Virksomhederne har derudover stor frihed i valg af sin kommunikationsform. Kommunikationen af virksomhedens arbejde med dataetik kan derfor målrettes mod de vigtigste interessenter. Der kan f.eks. være forskelle i kommunikationen, afhængigt af, om virksomheden primært kommunikerer til professionelle investorer eller medarbejdere.