Bekendtgørelse om gødning og jordforbedringsmidler § 17
Gældende ret pr. 2026-10-28 tier 3 BEK nr 1135 af 09/07/2022
stk. 1 Den, der importerer, producerer, emballerer eller forhandler ammoniumnitratgødning med højt kvælstofindhold, skal for hver enkelt type gødning, der agtes solgt, sikre, at gødningen har været underkastet detonationstest, jf. bilag 7.
stk. 2 Resultatet af detonationstesten skal indgives til Landbrugsstyrelsen senest 5 dage, inden gødningen sælges. Ved indførsel skal resultatet af testen være Landbrugsstyrelsen i hænde senest 5 dage, inden gødningen ankommer til Danmark. Alle senere leverancer af den pågældende type gødning skal opfylde kravene i ovennævnte prøve.
stk. 3 Importører af ammoniumnitratgødning med højt kvælstofindhold skal senest 5 dage inden gødningens ankomst til Danmark anmelde importen til Landbrugsstyrelsen. Anmeldelsen skal indeholde oplysninger om partiets transporttilstand og om, hvor og hvornår partiet ankommer.