LOV nr 1648 af 16/12/2025 § 16
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 2 LOV nr 1648 af 16/12/2025
I selskabsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 331 af 20. marts 2025, som ændret ved § 2 i lov nr. 710 af 20. juni 2025, foretages følgende ændringer: 1. I § 5, nr. 25, ændres »§ 112, stk. 4« til: »§ 112, stk. 5«. 2. I § 23 b indsættes som stk. 6: »Stk. 6. Erhvervsstyrelsen kan indsamle oplysninger om, hvorvidt personer, der registreres efter denne lov, opholder sig ulovligt her i landet, for at kunne tage stilling til, om loven eller regler fastsat i medfør af loven er overholdt.« 3. I § 23 f indsættes efter stk. 1 som nyt stykke: »Stk. 2. Opholder en person sig ulovligt her i landet på tidspunktet for registrering, eller mister personen sit lovlige ophold efter registreringen, vil Erhvervsstyrelsen afvise at registrere eller afregistrere den pågældende som stifter, ejer eller ledelsesmedlem, jf. § 24, stk. 4, § 49, stk. 4, eller § 112, stk. 4, når styrelsen får kendskab hertil.« Stk. 2 bliver herefter stk. 3. 4. I § 24 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke: »Stk. 4. En person, som opholder sig ulovligt her i landet, kan ikke stifte et kapitalselskab.« Stk. 4 bliver herefter stk. 5. 5. I § 49 indsættes som stk. 4-8: »Stk. 4. Erhververen af kapitalandele må ikke være en person, der opholder sig ulovligt her i landet, og kan derfor ikke noteres i ejerbogen eller være registreret i Erhvervsstyrelsens it-system. Stk. 5. Erhvervsstyrelsen påbyder en person, som opholder sig ulovligt her i landet, at afhænde sine kapitalandele i kapitalselskabet inden for en frist på 1 år fra påbuddets meddelelse. 1. pkt. gælder tilsvarende for en person, som på tidspunktet for erhvervelse af kapitalandele opholdt sig lovligt her i landet, men som efterfølgende mister sit lovlige ophold. Efter Erhvervsstyrelsen har meddelt påbuddet efter 1. pkt., meddeler styrelsen det centrale ledelsesorgan, at den pågældende person er blevet påbudt at afhænde sine kapitalandele. Stk. 6. Afhænder en person ikke sine kapitalandele inden for 1 år fra påbuddet meddelt efter stk. 5, 1. og 2. pkt., kan den pågældende person herefter ikke udøve sin stemmeret på generalforsamlingen for nogen del af sin kapitalpost i selskabet, og den pågældendes kapitalpost anses ikke for repræsenteret på generalforsamlingen, før kapitalandelene er overdraget til en anden kapitalejer. Afhænder en person ikke sine kapitalandele inden for 1 år fra påbuddet meddelt efter stk. 5, 1. og 2. pkt., mister personen derudover retten til udbytte og andre udbetalinger. Erhvervsstyrelsen meddeler det centrale ledelsesorgan, at den pågældende person ikke kan udnytte sine forvaltningsmæssige og økonomiske beføjelser. Det centrale ledelsesorgan har herefter pligt til at sikre, at personen ikke kan udnytte sine forvaltningsmæssige og økonomiske beføjelser. Stk. 7. Giver kapitalandele omfattet af stk. 6 ret til udbytte eller andre udbetalinger, deponerer selskabets ledelse udbyttet, fra 1 år efter at påbuddet er meddelt efter stk. 5, 1. og 2. pkt., og indtil kapitalandelene er overdraget til en anden kapitalejer. Afhændes kapitalandelene, inden for 1 år efter at den pågældende person, som opholder sig ulovligt her i landet, har mistet sine forvaltningsmæssige og økonomiske beføjelser, jf. stk. 6, 1. og 2. pkt., udbetaler selskabet udbyttet til personen, når personen har meddelt selskabets ledelse, at kapitalandelene er afhændet. Stk. 8. Stk. 4-7 finder ikke anvendelse ved erhvervelse af kapitalandele i kapitalselskaber, som har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet.« 6. I § 112 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke: »Stk. 4. Medlemmer, som registreres efter § 10, må ikke være personer, der opholder sig ulovligt her i landet.« Stk. 4 bliver herefter stk. 5. 7. I § 112, stk. 4, der bliver stk. 5, indsættes efter »stk. 2«: »og 4«. 8. I § 225, stk. 1, indsættes efter nr. 3 som nyt nummer: »4) kapitalejere, som opholder sig ulovligt her i landet, ikke har afhændet deres kapitalandele inden for 2 år, jf. § 49, stk. 5-7,«. Nr. 4-11 bliver herefter nr. 5-12.