BEK nr 811 af 22/09/2026 bilag 1

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 3 BEK nr 811 af 22/09/2026

»Bilag 1

Krav vedrørende bogføring af transaktioner og opbevaring af bogførte transaktioner og bilag i digitale standard bogføringssystemer, som skal registreres i Erhvervsstyrelsen

1. Oplysninger om virksomheden, bogføringsmaterialet vedrører.

Det digitale standard bogføringssystem skal understøtte, at bogførte transaktioner og bilag i systemet entydigt kan henføres til den slutkunde, de vedrører, samt kan fremsøges på baggrund af slutkundens stamoplysninger.

2. Oplysninger ved bogføring af virksomhedens transaktioner.

Det digitale standard bogføringssystem skal indeholde felter til brug for slutkundens oplysning af følgende forhold ved brugerens bogføring af hver enkelt transaktion:

a) Transaktionsdato (f.eks. betalingsdato, fakturadato osv.).

b) Beløb.

c) Bilagsnummer.

d) Transaktionstekst.

e) Transaktionsdagens kurs eller anden omregningsfaktor, hvis registrering foretages i andet end DKK.

3. Sikring af kontrolspor ved virksomhedens bogførte transaktioner.

Det digitale standard bogføringssystem skal sikre,

a) at systemet tildeler en registreringsdato for hver bogført transaktion,

b) at systemet tildeler et fortløbende transaktionsnummer eller -id for hver bogført transaktion,

c) at systemet tildeler initialer eller tilsvarende entydig identifikation af brugeren, der har bogført en transaktion, og

d) at bogførte transaktioner ikke kan ændres, herunder tilbagedateres eller slettes.

4. Opbevaring af bilag omfattet af § 3.

Det digitale standard bogføringssystem skal understøtte opbevaring af bilag omfattet af § 3, der dokumenterer virksomhedens bogførte købs- og salgstransaktioner således, at

a) bilag vedrørende købstransaktioner kan indlæses og opbevares digitalt i systemet, og

b) bilag vedrørende salgstransaktioner enten genereres automatisk i systemet og opbevares digitalt eller kan indlæses og opbevares digitalt i systemet, f.eks. som et billede eller en indscannet fil.

5. Opbevaring af virksomhedens bogførte transaktioner og bilag i 5 år.

Det digitale standard bogføringssystem skal opbevare slutkundens bogførte transaktioner og digitale bilag i 5 år fra udgangen af det regnskabsår materialet vedrører. For hybride digitale standard bogføringssystemer gælder den nævnte opbevaringspligt alene i forhold til sikkerhedskopien.

Det digitale standard bogføringssystem skal endvidere understøtte

a) at alle bogførte transaktioner opbevares i et struktureret og maskinlæsbart format i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, de bogførte transaktioner vedrører. Dette gælder uanset eventuelt ophør af kundeforholdet til kunden, eller kundens eller slutkundens konkurs eller tvangsopløsning,

b) at alle bilag opbevares i 5 år fra udgangen af det regnskabsår bilaget vedrører. Dette gælder uanset eventuelt ophør af kundeforholdet til kunden, eller kundens eller slutkundens konkurs eller tvangsopløsning, og

c) at krypterede bogføringsdata kan dekrypteres til et struktureret og maskinlæsbart format, og at krypterede bilag kan dekrypteres til et læsbart format.

Opbevaringspligten efter litra b og c gælder også, hvis kunden i forbindelse med skift til et nyt digitalt standard bogføringssystem fra en anden udbyder har overført alle bogførte transaktioner og bilag til dette.«