BEK nr 811 af 22/09/2026 bilag 2
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 3 BEK nr 811 af 22/09/2026
Krav til understøttelse af e-faktura i digitale standard bogføringssystemer der skal registreres i Erhvervsstyrelsen
1. Det digitale standard bogføringssystem skal understøtte automatisk fremsendelse og modtagelse af e-faktura igennem den fælles digitale infrastruktur, som defineret i lov nr. 1764 af 28. december 2023 og regler udstedt i medfør heraf. Brugere af det digitale bogføringssystem skal som minimum være i stand til at:
a) sende elektroniske fakturaer,
b) modtage elektroniske fakturaer,
c) sende elektroniske kreditnotaer,
d) modtage elektroniske kreditnotaer,
e) afsende svardokumenter, som underretter den oprindelige afsender om:
i. første modtagelse af dokumentet,
ii. at dokumentet er endeligt leveret til den kommercielle modtager, har gennemgået alle nødvendige tekniske valideringer og overdragelser, og er klar til at blive realitetsbehandlet af den kommercielt ansvarlige modtager,
iii. modtagers endelige kommercielle accept af dokumentet og
iv. enhver teknisk fejl eller kommerciel indsigelse, som forsinker eller umuliggør modtagers endelige kommercielle accept af det modtagne dokument, uanset om disse forhindringer har opsættende virkning for eventuelle fordringer.
a) modtage svardokumenter med det i litra e angivne indhold, og præsentere disse for den oprindelige afsender.
2. Brugere af det digitale standard bogføringssystem skal kunne sende og modtage de krævede dokumenter i alle de netværk i den fælles digitale infrastruktur som understøtter disse dokumenter.
3. Det digitale standard bogføringssystem skal sikre, at afsendte og modtagne dokumenter og bilag opbevares i overensstemmelse med kravene i bilag 1 og ikke kan slettes af systemets brugere.
4. Det digitale standard bogføringssystem skal understøtte, at den i bekendtgørelsen foreskrevne identitetsbekræftelse kan ske ved brug af MitID.
5. Det digitale standard bogføringssystem skal understøtte, at nye såvel som eksisterende slutkunder kan til- og frameldes den fælles digitale infrastruktur. Systemet skal understøtte, at slutkunderne kan angive, at de ikke ønsker at blive tilmeldt den fælles digitale infrastruktur, samt at de ønsker at blive frameldt. Systemet skal herefter kunne håndtere til- og frameldingen af slutkunden i overensstemmelse med dennes ønske og de til enhver tid gældende standardfunktioner og krav i den fælles digitale infrastruktur.
6. Det digitale standard bogføringssystem skal ved første login efter systemopsætning anmode nye kunder og slutkunder, som er registreret i CVR, om at bekræfte deres identitet samt rigtigheden af de registrerede stamoplysninger om virksomheden.
Når en ny slutkunde har bekræftet sin identitet med MitID i systemet, skal systemet ved automatisk opslag kontrollere, om den pågældende slutkunde er tilmeldt e-fakturering i den fælles digitale infrastruktur. Systemet eller udbyderen skal herefter orientere de slutkunder, som ikke allerede er tilmeldt e-fakturering i den fælles digitale infrastruktur om, at de vil blive tilmeldt, medmindre de inden for fire uger aktivt tilkendegiver, at de ikke ønsker at blive tilmeldt.
Det digitale standard bogføringssystem eller udbyderen skal inden for fire uger efter udløbet af svarfristen håndtere tilmeldingen af de slutkunder, som ikke aktivt har fravalgt tilmelding, i den fælles digitale infrastruktur, samt orientere den pågældende slutkunde, når tilmeldingen er sket.
7. Det digitale standard bogføringssystem skal ved første login efter implementeringen af kravet om identitetsbekræftelse anmode eksisterende kunder og slutkunder, som er registreret i CVR, om at bekræfte deres identitet samt rigtigheden af de registrerede stamoplysninger om virksomheden.
Når en eksisterende slutkunde har bekræftet sin identitet med MitID i systemet, skal systemet ved automatisk opslag kontrollere, om den pågældende slutkunde er tilmeldt e-fakturering i den fælles digitale infrastruktur. Systemet eller udbyderen skal herefter orientere de slutkunder, som ikke allerede er tilmeldt e-fakturering i den fælles digitale infrastruktur om, at de vil blive tilmeldt, medmindre de inden for fire uger aktivt tilkendegiver, at de ikke ønsker at blive tilmeldt.
Det digitale standard bogføringssystem eller udbyderen skal inden for fire uger efter udløbet af svarfristen håndtere tilmeldingen af de slutkunder, som ikke aktivt har fravalgt tilmelding, i den fælles digitale infrastruktur, samt orientere den pågældende slutkunde, når tilmeldingen er sket.
8. Det digitale standard bogføringssystem skal understøtte effektiv anvendelse af elektroniske fakturaer ved automatiske opslag i Nemhandelsregistret . Ved manuel, brugerinitieret fakturering skal systemet tydeligt gøre brugeren opmærksom på, hvis modtageren er registreret i Nemhandelsregistret og har mulighed for at modtage fakturaen som e-faktura.«