Vejledning om Ejeraftaler (aktionæroverenskomster) afsnit 5
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Ejeraftaler (aktionæroverenskomster) (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-ejeraftaler-aktionaeroverenskomster)
Dirigentens rolle på generalforsamlingen
Den nye regel i selskabslovens § 82 giver efter Erhvervsstyrelsens opfattelse dirigenten et klarere grundlag at handle på i forbindelse med en generalforsamling.
Dirigenten har således hverken pligt eller ret til at inddrage en ejeraftale i forbindelse med stemmeafgivelse på generalforsamlingen. Dirigenten skal således alene vurdere, om stemmer afgivet på en generalforsamling er korrekt afgivet efter de selskabsretlige regler og i overensstemmelse med vedtægterne. Dirigenten hverken skal eller kan vurdere, om stemmen er i strid med en ejeraftale, eller eksempelvis om overholdelse af ejeraftalen vil være en fordel for selskabet.
Hvis en dirigent skulle vælge at nægte at modtage en selskabsretligt gyldig stemme med henvisning til, at stemmen afgives i strid med en ejeraftale, er det Erhvervsstyrelsens opfattelse, at dirigenten har tilsidesat sine forpligtelser, og at afstemningen om dette eller disse punkter ikke kan betragtes som gyldig.
En kapitalejer kan ligeledes ikke blokere en selskabsretlig gyldig beslutning under henvisning til, at Erhvervsstyrelsen skal nægte at registrere den pågældende beslutning som følge af, at den trufne beslutning strider mod en indgået ejeraftales indhold.
Overholdelse af ejeraftaler er således et forhold, der alene reguleres af de aftaleretlige regler, og det er op til parterne at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende ved domstolene eller evt. ved voldgift, hvis aftalen ikke overholdes.
Har parterne i en ejeraftale regnet med at kunne blokere for en beslutning ved at gøre aftalens indhold gældende overfor dirigenten eller Erhvervsstyrelsen, kan afklaringen af ejeraftalens stilling i selskabslovens § 82 føre til, at der er behov for en tilpasning af allerede eksisterende ejeraftaler, således at ejeraftalen tilpasses indholdet af lovens § 82. Dette gør sig især gældende med hensyn til ejeraftalens regulering af misligholdelse.