Vejledning om Lovpligtig redegørelse for samfundsansvar afsnit 2.2

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Lovpligtig redegørelse for samfundsansvar (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-om-lovpligtig-redegoerelse-samfundsansvar)

2.2. Undtagelse ved redegørelse efter visse internationale standarder og retningslinjer

Virksomheder, som rapporterer om deres arbejde med samfundsansvar efter visse internationale standarder og retningslinjer, har mulighed for at opfylde kravene i § 99 a ved blot at henvise til denne rapport. Det er dog en forudsætning, at rapporteringen opfylder oplysningskravene i § 99 a, og at rapporteringen sker som:

En fremskridtsrapport, som krævet af deltagende virksomheder i FN’s Global Compact

En rapport om ansvarlige investeringer, som krævet i henhold til FN-støttede Principper for Ansvarlige Investeringer, PRI eller

rapportering i henhold til Global Reporting Initiative (GRI)

Rapportering efter den frivillige standard for bæredygtighedsrapportering for små og mellemstore virksomheder, jf. Kommissionens henstilling (EU) 2025/1710 af 30. juli 2025, VSME

Fælles for de første tre sæt internationale standarder er, at virksomhederne aktivt forpligter sig til at rapportere om deres arbejde. Virksomheder, som følger disse standarder, skal således årligt rapportere til de organisationer, der har udarbejdet standarderne. En virksomhed, der rapporterer efter en af de fire ovenfornævnte internationale standarder, skal sikre sig, at redegørelsen efter den internationale standard:

Dækker samme regnskabsperiode som årsrapporten

Lever op til oplysningskravene i årsregnskabslovens § 99 a

Er placeret i ledelsesberetningen i årsrapporten eller er direkte tilgængelig via et link fra ledelsesberetningen til f.eks. virksomhedens hjemmeside

Hvis en redegørelse for samfundsansvar udarbejdet efter internationale retningslinjer eller standarder ikke lever op til kravene i lovens § 99 a, skal virksomheden supplere redegørelsen. I forhold til offentliggørelse er det ikke tilstrækkeligt, at virksomheden i ledelsesberetningen blot henviser til f.eks. FN Global Compacts hjemmeside, hvor virksomhedens Global Compact rapport er offentliggjort. Virksomhedens redegørelse f.eks. i form af en Global Compact rapport skal også være offentligt tilgængelig på virksomhedens egen hjemmeside via en henvisning hertil i ledelsesberetningen, se mere i afsnit 7.

De nærmere betingelser for, at virksomheder kan henvise til internationale standarder i stedet for at rapportere i henhold til årsregnskabslovens § 99 a, er fastsat i bekendtgørelse nr. 1700 af 17. december 2025 om offentliggørelse af redegørelse for samfundsansvar efter årsregnskabsloven.