Vejledning om Lovpligtig redegørelse for samfundsansvar afsnit 5.3
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Lovpligtig redegørelse for samfundsansvar (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-om-lovpligtig-redegoerelse-samfundsansvar)
5.3. Hvilke politikforhold skal virksomhederne forholde sig til og redegøre for?
Kravene i § 99 a indebærer, at virksomhederne indledningsvis skal tage stilling til, om de har politikker for samfundsansvar på følgende fire områder, samt redegøre herfor:
Miljøforhold, herunder reduktion af virksomhedens klimapåvirkning
Sociale forhold og personaleforhold
Respekt for menneskerettigheder
Antikorruption og bestikkelse.
Miljøforhold, herunder virksomhedens arbejde for at reducere klimapåvirkningen ved virksomhedens aktivitet
I mange virksomheder hænger deres påvirkning af miljøet og påvirkningen af klimaet sammen, og for mange virksomheder vil det være naturligt at have klima og miljø integreret i en politik. Virksomheden kan dog også vælge at betragte klima og miljø som to selvstændige forhold og redegøre for miljø- og klimaforhold separat. Det er dog vigtigt, at begge forhold beskrives, og hvis virksomheden har en politik for samfundsansvar, der ikke omfatter f.eks. miljø, men udelukkende klima, skal dette begrundes. Politikken for miljøforhold kan f.eks. omhandle virksomhedens strategi for at modvirke eller reducere aktuelle og forudsigelige påvirkninger af miljøet fra virksomhedens aktiviteter, herunder forurening af luft, vand og jord, forbrug af materialer, vand, energi og dannelse af affald, og hvor det er relevant, påvirkninger af sundhed og sikkerhed. Virksomheden skal også give oplysninger om sine politikker om reduktion af klimapåvirkningen, hvis den har sådanne politikker. Det kan f.eks. være en politik for brugen af vedvarende og/eller ikke-vedvarende energikilder samt virksomhedens drivhusgasemissioner.
Kravet om at virksomheder skal tage stilling til, om de har en politik for at reducere klimapåvirkningen ved virksomhedens aktivitet – og kravene til at redegøre herfor – er et nationalt krav. Kommission har dog i 2019 offentliggjort et tillæg til de ikke-bindende retningslinjer til direktivet, hvori der kan hentes inspiration og vejledning om rapportering af klimarelaterede oplysninger.
Gå til Kommissionen tillæg, til de ikke-bindende retningslinjer
Sociale forhold og personaleforhold
Virksomheden skal tage stilling til, om den skal have en politik for samfundsansvar vedrørende sociale forhold og personaleforhold, herunder arbejdstagerrettigheder.
En politik for samfundsansvar vedrørende sociale forhold og personaleforhold kan omhandle virksomhedens tiltag i forhold til ligestilling, gennemførelsen af Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) kernekonventioner, arbejdsvilkår, dialogen mellem arbejdsmarkedets parter, respekten for arbejdstagernes ret til at blive informeret og hørt, respekten for fagforeningsrettigheder, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og dialogen med lokalsamfundet og/eller tiltag, der er truffet for at sikre beskyttelsen og udviklingen af disse samfund.
Respekt for menneskerettigheder
Virksomheden skal tage stilling til, om den skal have en politik for samfundsansvar vedrørende respekt for menneskerettigheder. Politikken kan f.eks. omhandle virksomhedens politik eller strategi for at forebygge negative påvirkninger af menneskerettighederne.
Det er her vigtigt at være opmærksom på de internationale retningslinjer og konventioner, herunder både menneskerettighedskonventionerne og ILOs kernekonventioner. Det er relevant særligt at fremhæve FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhvervsliv (UN Guiding Principles on Business and Human Rights), der blev vedtaget i 2011. Retningslinjerne definerer, hvad regeringer og virksomheder bør gøre for at undgå og håndtere virksomheders negative indflydelse på menneskerettighederne, ligesom retningslinjerne fremhæver behov for transparens. Det er ikke et lovkrav at oplyse om virksomhedens arbejde med denne ramme, men da det er en vigtig reference for det internationale samfunds forventninger til virksomhedens arbejde med menneskerettigheder, kan det i sagens natur også være et relevant afsæt for virksomhedens rapportering. Inspiration til rapportering efter FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv, kan findes i UN Guiding Principles Reporting Framework, der er udarbejdet med baggrund i Human Rights Reporting and Assurance Frameworks Initiative (RAFI).
Gå til UN Guiding Principles Reporting Framework
Anti-korruption og bestikkelse
Virksomheden skal tage stilling til, om den skal have en politik for samfundsansvar vedrørende bekæmpelse af korruption og bestikkelse. Dette er ikke kun relevant, hvis virksomheden har aktiviteter i udlandet. Der kan også være korruption i Danmark, ligesom Danmark kan bruges til hvidvask – også af udenlandske midler. Anti-korruption og bestikkelse er et af FN’s Global Compacts 10 principper. Herudover indgår emnet i OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder. Danmark har således sammen med en lang række lande forpligtet sig til at bekæmpe korruption.
Ændring af politikker for samfundsansvar
Hvis en virksomhed ændrer politik i et år, skal der i det følgende år oplyses om resultaterne indtil det tidspunkt, hvor politikken er ophævet. Der skal derudover oplyses om betydningen af den ændrede politik. Dette følger af årsregnskabslovens generelle krav om kontinuitet i § 13, stk. 2. En virksomhed kan ophæve eksisterende politikker for samfundsansvar og indføre nye. For en ophævet politik skal der dog oplyses om resultater indtil det tidspunkt, hvor politikken er ophævet. Det vil sige, at hvis en politik ophæves midt i et regnskabsår, skal dette oplyses, ligesom resultaterne i det første halvår skal oplyses.