Vejledning om Lovpligtig redegørelse for samfundsansvar afsnit 9.2
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Lovpligtig redegørelse for samfundsansvar (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-om-lovpligtig-redegoerelse-samfundsansvar)
9.2. Revisors særlige pligter når redegørelsen gives på virksomhedens hjemmeside
Hvis redegørelsen for samfundsansvar efter § 99 a er placeret på virksomhedens hjemmeside, har revisor – i tillæg til ovennævnte pligter – nogle særlige pligter, som fremgår af bekendtgørelsen om offentliggørelse af redegørelse for samfundsansvar efter årsregnskabsloven. Hvis redegørelsen er placeret på virksomhedens hjemmeside, skal revisor således i tillæg påse:
at ledelsesberetningen indeholder oplysning om at redegørelsen findes på virksomhedens hjemmeside med angivelse af den URL-adresse, der skal benyttes for at komme direkte til redegørelsen, eller til den side, hvor samtlige offentliggjorte redegørelser er tilgængelige
at redegørelsen er offentliggjort under betegnelsen ”Redegørelse for samfundsansvar, jf. årsregnskabslovens § 99 a”, så den ikke kan forveksles med eventuelt frivillige oplysninger
at det fremgår af redegørelsen, at den udgør en bestanddel af ledelsesberetningen i virksomhedens årsrapport, og
at redegørelsen dækker samme periode som årsrapportens regnskabsperiode
De nærmere regler herom findes i bekendtgørelse nr. 1700 af 17. december 2025 om offentliggørelse af redegørelse for samfundsansvar efter årsregnskabsloven.