Vejledning om Årsregnskabslovens bestemmelser om kapitalinteresser afsnit 2

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Årsregnskabslovens bestemmelser om kapitalinteresser (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-aarsregnskabslovens-bestemmelser-om-kapitalinteresser)

Holdingvirksomheder

De nye regler om kapitalinteresser har medført en særlig problematik for virksomheder, hvis aktivitet alene består i besiddelse af rettigheder over egenkapital i andre virksomheder. Problemstillingen er særlig relevant ved ejerandele under 20%.

Når aktiviteten alene består af investering i kapitalandele (modsat drift), vil alle kapitalandele i princippet medvirke til at fremme virksomhedens egen aktivitet. Har virksomheden samtidig til hensigt at besidde kapitalandelene til varig brug, kan der opstå en situation, hvor alle kapitalandele, klassificeret under finansielle anlægsaktiver, umiddelbart kan anses som kapitalinteresser.

Formålet med kapitalinteresser adskiller sig imidlertid klart fra almindelige porteføljeinvesteringer. I en virksomhed, som ikke har anden aktivitet end besiddelse af rettigheder over egenkapital i andre virksomheder, må der derfor lægges forholdsvis mere vægt på, om investeringen i den enkelte kapitalandel kan betegnes som strategisk. En strategisk investering kan fx være en kapitalandel, hvorover virksomheden enten har betydelig indflydelse eller at investeringen på anden måde er central for virksomheden.