Vejledning om Årsregnskabslovens bestemmelser om kapitalinteresser afsnit 3.1
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Årsregnskabslovens bestemmelser om kapitalinteresser (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-aarsregnskabslovens-bestemmelser-om-kapitalinteresser)
3.1. Ret over egenkapital i en anden virksomhed på mindst 20%
Definitionen på en kapitalinteresse indeholder en formodningsregel, hvorefter der er tale om en kapitalinteresse, hvis virksomhedens ret over den anden virksomheds egenkapital udgør mindst 20%. Formodningsreglen er et udtryk for, hvornår en ejerandel er af en sådan størrelse, at det krævede formål kan forventes at være opfyldt.
Det krævede formål med en kapitalinteresse, mister ikke sin selvstændige betydning, når blot ejerandelen udgør mindst 20%. En virksomhed skal ved forespørgsel, fx fra revisor eller Erhvervsstyrelsen, kunne redegøre for den valgte klassifikation. Formodningsreglen betyder, at den redegørelse eller dokumentation, som virksomheden skal kunne give, er forskellig, afhængig af om andelen udgør mindre end eller mindst 20%. Udgør andelen mindst 20% vil der være tale om en kapitalinteresse, medmindre det ikke kan dokumenteres, at formålskravet er opfyldt. Udgør andelen under 20% er der derimod ikke tale om en kapitalinteresse, medmindre virksomheden kan dokumentere, at formålskravet er opfyldt.
Formodningsreglen medfører således, at en virksomhed, som ejer 20% af kapitalandelene i en anden virksomhed, fx 20% af kapitalen i et aktieselskab, umiddelbart kan klassificere denne kapitalandel som en kapitalinteresse. Tidligere ville denne ejerandel umiddelbart blive klassificeret som en associeret virksomhed ud fra en formodningsregel om, at besiddelse af 20% af stemmerettighederne medfører betydelig indflydelse kombineret med en antagelse om, at stemmerettighederne vil følge antallet af aktier i langt størstedelen af tilfældene.
Antagelsen om, at stemmerettighederne følger ejerandelene, gælder fortsat, hvilket medfører, at klassifikationen som associeret virksomhed for ejerandele på 20%, som hovedregel kan fastholdes.
Har virksomheden andele i andre virksomheder på mindst 20%, men hvor virksomheden ikke har betydelig indflydelse, og kapitalandelen derfor ikke er klassificeret som en associeret virksomhed, vil der umiddelbart være tale om en kapitalinteresse. Har kapitalandelen været klassificeret som omsætningsaktiv efter de hidtidige bestemmelser, vil det dog være vanskeligt at argumentere for, at kravet om varig tilknytning er opfyldt, medmindre virksomheden kan dokumentere, at formålet med investeringen er ændret.