Vejledning om Digitale underskrifter på selskabsdokumenter afsnit 3

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Digitale underskrifter på selskabsdokumenter (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-digitale-underskrifter-paa-selskabsdokumenter)

Underskriftstidspunktet

Selskabsretlige dokumenter skal være daterede. De fleste digitale underskriftsværktøjer angiver, hvornår et dokument er blevet underskrevet.

Efter styrelsens praksis regnes underskriftdatoen som den dato, hvor dokumentet er blevet elektronisk underskrevet og ikke som værende beslutningstidspunktet eller eventuelle øvrige datoer påført i dokumentet.

Underskriftsdatoen skal stemme overens med resten af dokumentet, især ved stiftelsen af selskabet. Det følger af selskabslovens § 40, stk. 3, at stiftelsen af et selskab har retsvirkning fra datoen for stiftelsesdokumentets underskrift eller fra den senere dato, som er anført i dokumentet. Erhvervsstyrelsen modtager jævnligt stiftelsesdokumenter, hvor der er angivet en specifik stiftelsesdato i stiftelsesdokumentet, men hvor den digitale underskrift viser, at stiftelsesdokumentet først er underskrevet efter stiftelsesdatoen. Konsekvensen af dette er, at stiftelsen vil blive afvist.

I de tilfælde, hvor der er mere end én stifter til at stifte et selskab, er det datoen for den sidste stifters underskrift, der betragtes som underskriftstidspunktet.

I tilfælde af, at der ikke er angivet en specifik stiftelsesdato i stiftelsesdokumentet, vil det være datoen for underskriftstidspunktet, som bliver betragtet som stiftelsesdatoen.

Der kan opstå situationer i praksis, hvor det ikke er muligt for samtlige stiftere eller parter at underskrive et selskabsdokument samme dag, som beslutningen træffes, eller hvor underskriftsreglerne af andre logistiske årsager i praksis ikke er fleksible til lejligheden. I disse situationer er det muligt at anvende en specialfuldmagt, der tydeligt afgrænser ét specifikt tilfælde eller område, hvor fuldmægtigen kan handle på fuldmagtsgivernes vegne, fx ved underskrift af et stiftelsesdokument. Fuldmagten skal indberettes sammen med anmeldelsen til Erhvervsstyrelsen. Såfremt fuldmagten ikke er indberettet, vil Erhvervsstyrelsen ikke anse dokumentet for værende underskrevet i overensstemmelse med selskabsloven, og anmeldelsen til registrering vil blive afvist.

Det er den, der anmelder et forhold i Erhvervsstyrelsens IT-system, der indestår for, at anmeldelsen er lovligt foretaget, herunder at der foreligger behørig fuldmagt, og at dokumentationen vedlagt anmeldelsen er gyldig.