Vejledning om Nye regler på selskabsområdet afsnit 1
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Nye regler på selskabsområdet (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-nye-regler-paa-selskabsomraadet)
Forbud mod stråmænd – krav om faktisk ledelse
Der er med de nye regler indført et krav om, at et selskabs registrerede ledelse udelukkende må bestå af personer, som i praksis fungerer som ledelsesmedlemmer, det vil sige udøver den faktiske ledelse af virksomheden. Kravet gælder også for allerede registrerede ledelsesmedlemmer. Det er således ikke længere lovligt at indsætte eller benytte en stråmand i selskabets ledelse. Ved en stråmand forstås en person, der er registreret og formelt fremstår som direktør, bestyrelsesmedlem eller lignende for et selskab, men uden at udøve reelle ledelsesmæssige forpligtelser for selskabet – det vil sige en person, der sidder i ledelsen af navn og ikke af gavn. At fungere som stråmand er ulovligt, da det efter de nye regler i selskabsloven er et krav, at den registrerede ledelse udøver den faktiske ledelse af selskabet. Det er ulovligt, uanset om stråmanden ved, hvem der faktisk udøver ledelsen af selskabet.