Vejledning om Nye regler på selskabsområdet afsnit 2.1
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Nye regler på selskabsområdet (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-nye-regler-paa-selskabsomraadet)
Hvis Erhvervsstyrelsen vurderer, at der er tvivl om en anmelders identitet, kan styrelsen foretage en kontrol. Styrelsen kan i den forbindelse kræve verificering af identiteten eller identitetsoplysninger for en person, som anmelder eller har anmeldt en registrering til Erhvervsstyrelsen. Dokumentation for identiteten kan variere, men vil typisk indeholde krav om foto kombineret med et aktualitetskrav, så det tydeligt fremgår, at dokumentationen er nyligt frembragt. Ved kontrol af en anmelder, der benytter en digital medarbejder signatur ved anmeldelsen, kan styrelsen stille yderligere krav til dokumentationen i forhold til den pågældendes tilknytning til virksomheden, som medarbejdersignaturen er tilknyttet. Er Erhvervsstyrelsen fortsat i tvivl om anmelders identitet, kan styrelsen kræve, at anmelder identificerer sig ved fysisk fremmøde hos Erhvervsstyrelsen eller hos andre, som styrelsen har bemyndiget hertil. Kan anmelder ikke identificere sig selv, kan Erhvervsstyrelsen nægte at registrere en anmeldelse og derudover foretage en efterfølgende kontrol af tidligere foretagne registreringer. Erhvervsstyrelsen kan derudover lukke for anmelders adgang til at foretage straksregistreringer via Erhvervsstyrelsens selvbetjeningsløsning på virk.dk. Hvis der er tale om afgivelse af urigtige oplysninger, vil Erhvervsstyrelsen tillige politianmelde forholdet.