Kildeskattebekendtgørelsen § 7
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 3 BEK nr 839 af 24/06/2025
stk. 1 Til brug for forskudsregistreringen af den skattepligtige fastlægges det, i hvilken kommune den skattepligtige er hjemmehørende. For skattepligtige, der er optaget i CSR ved den registrering, der foreligger pr. 5. september i året før indkomståret, anses den skattepligtige for hjemmehørende i en af de kommuner, der er anført nedenfor, i denne rækkefølge: 1) Den skattepligtiges bopælskommune pr. 5. september i året før indkomståret. 2) Den skattepligtiges bopælskommune på forskudsregistreringstidspunktet. 3) Den kommune, den skattepligtige ved den seneste forskudsregistrering er anset for hjemmehørende i.
stk. 2 Børn, der i løbet af indkomståret fylder 13-17 år, forskudsregistreres efter reglerne i stk. 1.
stk. 3 Hvis den skattepligtige ikke er optaget i CSR ved den registrering, der foreligger pr. 5. september i året før indkomståret, anses den skattepligtige for hjemmehørende i de nedenfor angivne kommuner: 1) En person, der i forbindelse med tilflytning her til landet er tilmeldt Folkeregistret, anses for hjemmehørende i tilflytningskommunen. 2) En person, der opholder sig i udlandet, og som er skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, anses for hjemmehørende i den seneste bopælskommune. 3) En person, der er omfattet af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3, anses for hjemmehørende i den kommune, hvori skibet har hjemsted. 4) En person, der er omfattet af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, 2, 7 og 9-27, anses for hjemmehørende i den kommune, hvor den indeholdelsespligtiges virksomhed er beliggende. 5) En person, der er omfattet af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4 eller 5, anses for hjemmehørende i den kommune, hvori det faste driftssted eller den faste ejendom er beliggende, eller hvori fideikommiset har sit hjemsted. 6) En person, der er omfattet af kildeskattelovens § 2, stk. 2, anses for hjemmehørende i den kommune, hvor skibet har hjemsted. Hvis skibet ikke har hjemsted her i landet, men uden besætning overtages til befragtning af dansk rederi, anses personen for hjemmehørende i den kommune, hvor befragtningsvirksomheden har hjemsted. Der foretages dog ikke forskudsregistrering efter 1. og 2. pkt., hvis reglerne i § 5, stk. 2, og § 9, stk. 1, i lov om beskatning af søfolk finder anvendelse.
stk. 4 Er det efter foranstående bestemmelser tvivlsomt, i hvilken kommune en person skal anses for hjemmehørende, træffer Skatteforvaltningen bestemmelse herom.