Retsplejeloven § 19

Gældende ret pr. 2026-09-17 tier 2 LBK nr 1298 af 07/11/2025

stk. 1 Fuldmægtige ved byretterne, Sø- og Handelsretten og Tinglysningsretten kan behandle sager, der hører under vedkommende ret, i det omfang rettens præsident bestemmer det.

stk. 2 Domstolsstyrelsen fastsætter regler for fuldmægtiges uddannelse ved byretterne, Sø- og Handelsretten og Tinglysningsretten.

stk. 3 Ved byretterne og Sø- og Handelsretten kan rettens præsident meddele andre personer bemyndigelse til at træffe afgørelser efter § 350, stk. 2, og § 477 d, stk. 2, og at udføre foged-, skifte- og notarialforretninger samt sager om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab, hvis der ikke skal træffes afgørelse i tvistigheder, og at beslutte, at en bruger er undtaget fra kravet om anvendelse af domstolenes sagsportal, jf. § 148 a, stk. 4. Personer, der er bemyndiget til at udføre fogedforretninger, kan dog efter præsidentens nærmere bestemmelse træffe afgørelser efter § 490, § 494, stk. 2 og 3, og § 525. Rettens præsident kan endvidere meddele andre personer bemyndigelse til at underskrive retsbøger, som alene indeholder 1) indgåede forlig i borgerlige sager, jf. § 270, stk. 1, 2) meddelelse om, at en sag hæves af sagsøgeren efter § 359 eller § 362, stk. 2, og 3) meddelelse om, at der i en sag er meddelt fri proces efter § 328, stk. 6.

stk. 4 Ved Tinglysningsretten kan præsidenten meddele andre personer bemyndigelse til at behandle tinglysningssager, hvis der ikke skal træffes afgørelse i tvistigheder.