Barnets lov § 13

Gældende ret pr. 2026-09-17 tier 2 LBK nr 642 af 01/07/2026

stk. 1 Efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen skal regionsrådet etablere følgende tilbud: 1) Særlige dag- og klubtilbud til børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter §§ 83 og 84. 2) Børne- og ungehjem for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. § 43, stk. 1, nr. 6. 3) Sikrede døgninstitutioner, særligt sikrede afdelinger og delvis lukkede afdelinger i tilknytning til sikrede døgninstitutioner, jf. § 43, stk. 1, nr. 6, og stk. 3. 4) Tilbud om behandling af børn og unge med et stofmisbrug efter § 33.

stk. 2 Stk. 1 gælder ikke, når etablering af tilbud sker i henhold til pålæg efter § 180, stk. 1.

stk. 3 Regionsrådet skal efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen medvirke til at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler.

stk. 4 Regionsrådet opfylder sin forpligtelse efter stk. 1 og 3 ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med kommuner, andre regioner eller private tilbud.

stk. 5 Kommunalbestyrelsen kan etablere tilbud omfattet af stk. 1 og 3.

stk. 6 Regionsrådet kan drive børne- og ungehjem, jf. § 43, for børn og unge, som på grund af sociale eller adfærdsmæssige problemer har behov for at blive anbragt uden for hjemmet, hvis det er aftalt i henhold til § 194, stk. 2, i lov om social service.

stk. 7 Regionsrådet kan efter anmodning fra kommunalbestyrelsen varetage kommunale driftsopgaver, der ligger i naturlig tilknytning til regionens opgaver, og hvor regionen derfor har særlige kompetencer med hensyn til opgavevaretagelsen.