Momsbekendtgørelsen § 48

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 3 BEK nr 1435 af 29/11/2023

stk. 1 Tilladelse til at foretage attestation om udførsel af varer omfattet af momslovens § 34, stk. 1, nr. 5, gives efter ansøgning. Ansøgningen indgives til Skatteforvaltningen.

stk. 2 Tilladelse kan gives for en periode på op til 3 år fra tilladelsens udstedelse. Tilladelsen skal gives for en nærmere afgrænset lokalitet, hvorfra attestationsvirksomheden skal udføres.

stk. 3 Indehaveren af en tilladelse til attestationsvirksomhed skal sikre, 1) at attestationsvirksomheden sker under iagttagelse af de krav til udførselsdokumentation, som følger af momslovens § 34, stk. 1, nr. 5, og denne bekendtgørelses §§ 44-46, 2) at de fysiske lokaler, som tilladelsen omfatter, er behørigt skiltet, 3) at relevant informationsmateriale om de gældende regler og om de praktiske forhold vedrørende attestation om udførselsdokumentation, herunder om åbningstider, forefindes i de fysiske lokaler, hvorfra attestationsvirksomheden udføres, og 4) at attestationsvirksomheden foretages med et særligt stempel, som er godkendt af Skatteforvaltningen.