Skatteindberetningsbekendtgørelsen § 34

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 3 BEK nr 1016 af 22/06/2023

stk. 1 Indberetningspligten efter skatteindberetningslovens § 17, stk. 1 og 2, omfatter: 1) Depositarens identitet, jf. bekendtgørelsens § 1. 2) Identiteten, jf. § 3, af den eller dem, deponeringen er foretaget for. 3) Depotets identitet. 4) Identiteten af aktien m.v., herunder med angivelse af ISIN-fondskode, hvis en sådan er tildelt, og af identiteten af det udstedende selskab m.v. efter Skatteforvaltningens nærmere anvisning. 5) Antallet af de enkelte aktier m.v. 6) Oplysning om aktien m.v. er optaget til handel på et reguleret marked. 7) Kursværdien ultimo af den enkelte aktie m.v., hvis aktien m.v. er optaget til handel på et reguleret marked.

stk. 2 Indberetning efter skatteindberetningslovens § 17, stk. 3, omfatter: 1) Identiteten af den indberetningspligtige (værdipapirhandleren), jf. bekendtgørelsens § 1. 2) Identiteten af den eller de, der har erhvervet eller afstået aktien m.v., jf. § 3. 3) Identiteten af den erhvervede eller afståede aktie m.v., herunder med angivelse af ISIN-fondskode, hvis en sådan er tildelt, og af identiteten af det udstedende selskab m.v. efter Skatteforvaltningens nærmere anvisning. 4) Oplysning om aktien m.v. er optaget til handel på et reguleret marked. 5) Antallet af erhvervede eller afståede aktier m.v. 6) Anskaffelses- eller afståelsestidspunktet. 7) Anskaffelses- eller afståelsessummen, herunder de handelsomkostninger, som den indberetningspligtige har kendskab til.