ATP-loven § 18

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 2 LBK nr 1142 af 01/11/2024

stk. 1 Arbejdsmarkedets Tillægspension skal anmelde et pensionsgrundlag til Finanstilsynet senest samtidig med, at grundlaget tages i anvendelse. Det samme gælder enhver efterfølgende ændring i grundlaget. Pensionsgrundlaget skal indeholde angivelse af 1) grundlaget for beregning af pension, herunder renteforudsætninger, optjeningsrenter, tariffer, opdelingen i garanti- og bonusbidrag m.v. samt opdelingen af garantibidraget i markeds- og rentebidrag, jf. kapitel 3, 2) grundlaget for beregning af ydelser ved dødsfald, jf. kapitel 4 og 4 a, og 3) regler for fordeling af det realiserede resultat til medlemmerne og andre berettigede.

stk. 2 Det anmeldte pensionsgrundlag skal baseres på betryggende forudsætninger, og det skal være rimeligt over for medlemmerne og andre berettigede.

stk. 3 Der skal tilstræbes en langsigtet bonuspolitik, der sikrer pensionernes realværdi.

stk. 4 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 og 2 nævnte forhold, herunder om og i hvilket omfang anmeldelserne skal være offentligt tilgængelige.