ATP-loven § 27 a

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 2 LBK nr 1142 af 01/11/2024

stk. 1 Finanstilsynet skal undersøge de af Arbejdsmarkedets Tillægspensions forhold, som Finanstilsynet fører tilsyn med, jf. § 27, stk. 1, herunder ved gennemgang af løbende indberetninger og ved inspektioner.

stk. 2 Efter inspektion i Arbejdsmarkedets Tillægspension skal der afholdes et møde med deltagelse af Arbejdsmarkedets Tillægspensions bestyrelse, direktøren, den ansvarshavende aktuar, de eksterne revisorer og den interne revisionschef, medmindre inspektionen alene vedrører afgrænsede aktivitetsområder i virksomheden. På mødet skal Finanstilsynet meddele sine konklusioner vedrørende inspektionen.

stk. 3 Væsentlige konklusioner skal efter et inspektionsbesøg fremsendes i form af en skriftlig rapport til virksomhedens bestyrelse, direktør, den ansvarshavende aktuar, de eksterne revisorer og den interne revisionschef.

stk. 4 Samtidig med fremsendelse af rapporten til ledelsen sender Finanstilsynet rapporten til beskæftigelsesministeren.