Vejledning om Hvidvasklovens anvendelsesområde og tilhørende forpligtelser afsnit 4.2

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Hvidvasklovens anvendelsesområde og tilhørende forpligtelser (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-hvidvasklovens-anvendelsesomraade-og-tilhoerende-forpligtelser)

4.2. Usædvanlige aktiviteter der kræver særlig opmærksomhed

Den vigtigste indikator er, at man selv oplever en aktivitet eller transaktion som usædvanligt!

Følgende eksempler (fra Hvidvasksekretariatets indikatorliste) på usædvanlig aktivitet bør medføre at den underretningspligtige foretager en nærmere undersøgelse af kunden, kundens aktivitet og/eller transaktionen. Især, hvor der er flere usædvanlige aktiviteter samtidigt eller regelmæssigt.

Den usædvanlige aktivitet behøver ikke at indebære, at der er tale om hvidvask og/eller terrorfinansiering, men du har pligt til at undersøge forholdet nærmere.

Eksempel

Kundens adfærd eller forhold i øvrigt

Kunden har ingen tilknytning til det område, hvor kundeforholdet etableres

Kundens formål harmonerer ikke med aktiviteten og/eller transaktion

Kunden har mange nyoprettede selskaber

Kunden har selskaber i udlandet, der ikke er begrundet i kundens virksomhed

Kunden forklarer dyre aktiviteter med, at de er lånt eller finansieret af tredjemand

Kunden er usikker på, hvor virksomhedens bogføringsmateriale er.

Eksempel

Atypiske kontobevægelser

Betaling til lande, der er helt ude forbindelse til handlen eller sælger

Kunden indsætter store kontantbeløb, der ikke harmonerer med dennes erhverv

Kunden har mange konti - både eget navn og selskabets navn og/eller har fuldmagt til mange konti

Kunden indsætter store kontantbeløb, der ikke harmonerer med de sædvanlige betalingsmetoder for dennes varetyper

Åbning af konto for et nystiftet selskab, hvor der indsættes mere end forventet på baggrund af de foreliggende oplysninger

Store og usædvanlige kontanthævninger fra en virksomhedskonto

En konto begynder pludselig at få indsat beløb fra udlandet, og tømmes jævnligt ved mindre kontante hævninger

Store kontantindbetalinger, der ikke harmonerer med kundens kendte økonomiske forhold

Kundens konto begynder at have større kontantindbetalinger end normalt

Et nystiftet selskab modtager store beløb fra udlandet, der kort efter videresendes til et eller flere selskaber i udlandet

Eneste kontobevægelser er overførsler til eller fra udlandet

En personlig konto anvendes til virksomhedsrelateret transaktioner.

Eksempel

Betalingsmønstre, varehandel og regnskaber

Pludselige ændringer i lande, som virksomheden modtager penge fra

Der indgår lande med meget korruption eller kriminalitet i transaktioner

Baggrunden for udgifter er vanskelige at verificere

Danmark indgår som et fordyrende mellemled i en transaktion uden en naturlig forklaring herpå

Tegn på at der sker over- eller underfakturering i en virksomhed

Indtægter er vanskelige at verificere

Indtægten er atypisk god for den form for virksomhed

Nogle fakturerings- og betalingsveje samt handelspartnere er atypiske

Der er handlet med varer, der ikke har været i Danmark, og hvis eksistens ikke, eller kun vanskeligt, kan verificeres uden at det er begrundet i den varetype, der er normal for den aktuelle erhvervsdrivende virksomhed

Der faktureres ikke til købers og/eller sælgers bopælsland

Der er valgt en atypisk dyr transportform til forsendelse i forhold til indholdet ifølge transportpapirerne

Omkostninger er atypisk lave i forhold til den oplyste omsætning

Stort antal fakturaer fra en leverandør eller en gruppe af leverandører (mistanke om falske fakturaer)

Et normalt stort varelager er pludselig nedbragt til regnskabsopgørelsen

Faktureret køb eller salg harmonerer ikke med lagerplads eller oplagringsudgifter

Virksomhedens samlede økonomiske forhold adskiller sig væsentlig fra tilsvarende virksomheder

Årsrapporten afleveres for sent eller afleveres slet ikke

Handel med udlandet er pludselig steget markant.

Fakturaer og transportpapirer stemmer ikke overens

Der er debet- eller kreditnotaer, der ikke er bogført

Der er aktiver, der ikke er bogført

Virksomheden handler typisk med tab

Virksomhedens omsætning er atypisk stor set i forhold til antallet af ansatte og vare forbrug.

Eksempel

Køb og salg af fast ejendom

Ejendommen købes ubeset

Fast ejendom købes for tredjemand, uden at der er nogen klar forbindelse mellem købers repræsentant og køber

Betaling overføres fra et land som køber, ikke har nogen oplyst tilknytning til

Købesummen eller dele deraf betales af en anden end køberen

Køber og/eller sælger viser ikke interesse for, hvilke omkostninger der er

Ejendommen købes til en betydelig overpris

Ejendommen sælges til en betydelig underpris

Ejendommens pris synes ude af proportioner med køberens indkomstforhold

Køber og/eller sælger stiller krav vedrørende betaling m.v., der er atypiske for en almindelig handel

Finansieringsoplysningerne er uklare eller atypiske

Ejendommen betales helt eller delvist med aktiver, der er vanskelige at værdiansætte

Lån til ejendomskøbet ydes fra en atypisk kilde – eventuelt et udenlandsk selskab

Køber eller personer med nær tilknytning til køber er kendt for kriminelle aktiviteter

Det er indiceret, at køber er stråmand for den reelle ejer

Fast ejendom videresælges hurtigt efter køb til betydeligt højere eller lavere pris

Det er indiceret (f.eks. ved priser eller betalingsmåder), at der foregår atypisk samhandel mellem flere parter

En stor del af købesummen finansieres med sælgerpantebreve og ikke over det sædvanlige lånemarked for fast ejendom.

Eksempel

Rådgivning

Kunden ønsker angiveligt skattemæssig rådgivning, der også kan være relevant i hvidvasksammenhæng, uden at sandsynliggøre behovet for skattemæssig rådgivning

Kunden ønsker oplysninger om køb af selskaber eller andre juridiske personer i udlandet, hvor den reelle ejer kan være anonym

Kunden vil ikke oplyse nærmere om, hvad rådgivningen skal bruges til

Kunden virker tøvende på en række punkter, som om rådgivningen ikke er til eget brug

Kunden interesserer sig ikke for prisen på rådgivning eller senere bistand.

Eksempel

Stiftelse, køb eller administration af virksomheder

Kunden vil købe/stifte virksomhed(er), uden at det har en naturlig erhvervsmæssig forklaring

Kunden vil købe/stifte virksomhed(er) i lande, hvor der ikke er regnskabs- eller skattepligt, hvis der ikke er aktiviteter i det pågældende land

Virksomheden opløses kort efter den er stiftet

Indtrykket af kunden giver anledning til tvivl om, hvorvidt den pågældende er den reelle køber/stifter eller er betalt for at stå som ejer

Ledelsen virker atypisk – eventuelt især på grund af bopælsforhold – for virksomheden

Kunden bruger forskellige revisionsfirmaer til sine virksomheder

Virksomheden har hyppige revisorskift

Personer i ledelsen udskiftes hyppigt

Virksomhedens anvendelse af et kontorhotel harmonerer ikke med virksomhedens art.

Eksempel

Foreninger og indsamling

Velgørende virksomheders (NPOs) finansielle transaktioner, der synes at være uden logisk økonomisk formål, eller hvor der ikke synes at være forbindelse mellem NPOens formål og de, der er involveret i transaktionen

Ikke gennemsigtige overførsler til dele af verden, der har særlige problemer med terrorisme

Uklare oplysninger vedrørende en NPOs struktur og aktiviteter.

Man skal også som virksomhed undersøge, hvis der opstår mistanke om, at en aktivitet eller transaktionen kan vedrøre forsøg på momssvindel, da momssvindel er omfattet af skatteunddragelse, som hører under hvidvaskbegrebet.