Vejledning om Hvidvasklovens anvendelsesområde og tilhørende forpligtelser afsnit 6.2
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Hvidvasklovens anvendelsesområde og tilhørende forpligtelser (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-hvidvasklovens-anvendelsesomraade-og-tilhoerende-forpligtelser)
6.2. PET’s indsats mod terrorfinansiering
Som national sikkerhedsmyndighed har PET til opgave at identificere, forebygge og imødegå trusler mod friheden, demokratiet og sikkerheden i det danske samfund. Det gælder såvel trusler i Danmark som trusler, der er rettet mod danskere og danske interesser i udlandet.
PET’s arbejde med at identificere, forebygge og imødegå trusler mod den nationale sikkerhed foregår i stigende grad uden for Danmarks grænser og i samarbejde med andre landes myndigheder. Dette er en naturlig konsekvens af, at sikkerhedsmæssige trusler mod Danmark ofte har en grænseoverskridende karakter og involverer grupper, netværk og personer i udlandet, der udgør en trussel mod danske interesser såvel i Danmark som i udlandet. I PET’s løbende efterretningsarbejde er der særlig fokus på mulighederne i de finansielle spor i forbindelse med den operative indsats, herunder eventuelle overtrædelser af den danske terrorlovgivning. I relation til indsatsen mod terrorfinansiering er PET i tæt samarbejde med danske kontrol- og tilsynsmyndigheder og deres løbende indsats mod virksomheder, der er omfattet af hvidvaskloven.
Desuden er de samlede relevante branchers lovmæssige forpligtelser på området vigtige for den samlede danske indsats på området. Derfor er PET i løbende kontakt med en bred vifte af relevante myndigheder med henblik på udveksling af erfaringer og oplysninger. Endvidere er PET i tæt dialog med relevante aktører – herunder den finansielle sektor og brancheorganisationer - om modus, trends og indikatorer på terrorfinansiering. Samtidig er PET tilgængelig for rådgivning i forbindelse med konkrete forespørgsler.
Trusselsbilledet er dynamisk, hvorfor det er vigtigt, at relevante myndigheder og virksomheder gør sig bekendt med ændringer i truslen fra terror. PET’s Center for Terroranalyse (CTA) udgiver med jævne mellemrum en uklassificeret vurdering af terrortruslen mod Danmark (VTD), som kan ses på PET’s hjemmeside.