Vejledning om Hvidvasklovens anvendelsesområde og tilhørende forpligtelser afsnit 8.2

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Hvidvasklovens anvendelsesområde og tilhørende forpligtelser (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-hvidvasklovens-anvendelsesomraade-og-tilhoerende-forpligtelser)

8.2. Specifikt for godkendte revisorer

Hvidvaskgebyret for godkendte revisorer

Godkendte revisorer betaler gebyr for det tilsyn, som Erhvervsstyrelsen fører med dem efter hvidvaskloven.

Der er tale om et årligt gebyr, der betales for et kalenderår ad gangen. Gebyret dækker udgifter til hvidvasktilsynet herunder bl.a. tilsynsaktivitet, vejledningsindsats, undervisning, internationalt arbejde mv.

Gebyret opkræves hos alle godkendte revisionsvirksomheder, der er optaget i registeret over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder på grundlag af antallet af tilknyttede revisorer pr. 1. januar i opkrævningsåret.

Der opkræves dog ikke gebyr hos revisorer, der er tilknyttet en revisionsvirksomhed, der pr. 1. januar har registreret, at revisionsvirksomheden alene har til formål at eje ejerandele i andre revisionsvirksomheder.

Det registreres via Virk, hvis en revisionsvirksomhed alene har til formål at eje ejerandele i andre revisionsvirksomheder. Opkrævningen af hvidvaskgebyret vil for så vidt angår godkendte revisorer ske sammen med gebyropkrævningen til finansiering af driften af kvalitetskontrol, undersøgelser samt Revisornævnet i kalenderårets sidste halvår.

Hjemlen til at opkræve gebyr fra 2021 og frem fremgår af § 49 a i revisorloven, som er indført ved lov nr. 643 af 19. maj 2020 om ændring af revisorloven og lov om formidling af fast ejendom m.v. (Gebyrfinansiering af hvidvasktilsyn).

Du kan finde satserne for hvidvaskgebyret og læse mere om de årlige gebyrer og takster som Erhvervsstyrelsen administrerer på forskellige områder under "Erhvervsstyrelsens gebyrer og takster".