Vejledning om Stiftelse af ApS og A/S afsnit 6.1
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Stiftelse af ApS og A/S (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-stiftelse-af-aps-og-as)
6.1. Delvis indbetaling af kapital
Der skal til enhver tid være indbetalt 25 % af selskabskapitalen, dog mindst 20.000 kr.
For anpartsselskaber, er det således ikke muligt at have delvist indbetalt kapital, hvis selskabet alene har minimumskapitalen på 20.000 kr.
Det er kun muligt at have delvist indbetalt kapital, hvis kapitalen indbetales kontant.
Indbetalingen skal ske i forhold til hver enkelt kapitalandel. Det vil sige, at alle kapitalejere skal indbetale den samme procentdel, med mindre der er kapitalklasser. Hvis der er kapitalklasser, kan der være forskel på, hvor stor en procentdel, der skal indbetales for hver klasse, men procentdelen skal under alle omstændigheder være mindst 25 for alle kapitalandele.
Hvis kapitalen indbetales til overkurs, skal overkursen i aktieselskaber altid indbetales fuldt ud.
Hvis man stifter et aktieselskab med en selskabskapital på 500.000 kr. til kurs 150, skal man i alt indbetale 750.000 kr. Hvis man vælger, at have delvist indbetalt kapital på 50 %, vil man skulle indbetale 50 % af selskabskapitalen, hvilket er 250.000 kr., samt den samlede overkurs, som er 250.000 kr., og man vil således skulle indbetale 500.000 kr. i alt.
Hvis kapitalen indbetales til overkurs, skal overkursen i anpartsselskaber ikke nødvendigvis indbetales fuldt ud, men kan være delvist indbetalt med samme andel som selskabskapitalen.
Hvis man stifter et anpartsselskab med en selskabskapital på 100.000 kr. til kurs 150, skal man i alt indbetale 150.000 kr. Hvis man vælger, at have delvist indbetalt kapital på 50 %, vil man enten kunne delvist indbetale selskabskapitalen alene, og den fulde overkurs, men man vil også kunne vælge at indbetale både selskabskapital og overkurs delvist med den samme andel. I sidstnævnte tilfælde, vil man i alt skulle indbetale 75.000 kr., da indbetalingen af selskabskapitalen udgør 50.000 kr., og indbetalingen af overkursen udgør 25.000 kr.
Ikke indbetalt selskabskapital kan kræves indbetalt af selskabets centrale ledelsesorgan. kapitalejeren har således pligt til at indbetale den ikke indbetalte del, når det centrale ledelsesorgan anmoder om det. Kapitalejeren kan også selv bestemme at indbetale sin udestående kapital.