Vejledning om Stiftelse af ApS og A/S afsnit 7.1

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Stiftelse af ApS og A/S (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-stiftelse-af-aps-og-as)

7.1. Tegning af kapitalandele

Kapitalandelene tegnes ved selskabets stiftelse. Tegningen af kapitalandelene skal ske på stiftelsesdokumentet eller bilag hertil.

Ved tegning forpligtes den person, der tegner sig for et antal aktier på baggrund af tegningskursen i stiftelsesdokumentet og vedtægtens oplysning om selskabskapitalens størrelse og antallet af aktier eller aktiernes nominelle værdi.

Stifterne bestemmer, om tegningen af kapitalandele kan accepteres. Hvis en person tegner kapitalandele, og stifterne ikke kan acceptere tegningen, mener den er ugyldig eller har nedsat det beløb, der er tegnet for, skal stifterne hurtigst muligt underrette denne person.

Hvis der tegnes kapitalandele for et større beløb end angivet i vedtægterne (overtegning), kan stifterne enten beslutte, hvor mange kapitalandele, hver enkelt tegner skal tildeles, eller selskabet kan stiftes med en højere selskabskapital end angivet i vedtægterne – dette kræver dog samtykke fra samtlige stiftere og tegnere, og at vedtægterne ændres i overensstemmelse med den højere selskabskapital.

Hvis der tegnes kapitalandele for et mindre beløb end angivet i vedtægterne (undertegning) kan selskabet stiftes med en lavere selskabskapital end angivet i vedtægterne – dette kræver dog samtykke fra samtlige stiftere og tegnere, og at vedtægterne ændres i overensstemmelse med den lavere selskabskapital. Selskabskapitalen kan naturligvis ikke komme under minimumskapitalkravet. Hvis der ikke kan indhentes samtykke fra samtlige stiftere og tegnere, kan selskabet ikke stiftes.