Vejledning om Uoverensstemmelse i reelle ejere afsnit 5.2
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Uoverensstemmelse i reelle ejere (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-uoverensstemmelse-i-reelle-ejere)
5.2. Beskrivelse af uoverensstemmelsen
I feltet til beskrivelse af uoverensstemmelsen angives kort og præcist, hvad uoverensstemmelsen vedrører, fx at en given person mangler at blive registreret som reel ejer, eller ejerbesiddelserne er ændret i forhold til de registrerede oplysninger.
Herudover må der gerne gives en kort beskrivelse af, hvad den forpligtede enhed har undersøgt, samt hvilken dokumentation der er modtaget i forbindelse med kundekendskabsproceduren, og hvordan dette har ledt til konstatering af uoverensstemmelsen.
Eksempel på en god indberetning
Bank Y ”Vi har opdaget, at der er mangler i de registrerede oplysninger om selskabets reelle ejere, da vores kundekendskabsundersøgelse viser at Pia er reel ejer med 70 % af ejerandelene og stemmerettighederne og Morten med 30 % af ejerandelene og stemmerettighederne. Det står i CVR, at Pia og Morten, hver ejer 50 % af selskabet. Vi har modtaget en ejerbog for selskabet. Af ejerbogen fremgår det, at der er sket en ændring og at Pia nu ejer 70 % og Morten 30% af selskabet.”