Vejledning om Et tilsynsbesøg fra Erhvervsstyrelsens hvidvasktilsyn afsnit 1

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Et tilsynsbesøg fra Erhvervsstyrelsens hvidvasktilsyn (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-processen-et-tilsynsbesoeg-fra-erhvervsstyrelsens-hvidvasktilsyn)

Varsling af tilsynsbesøget og virksomhedens forberedelse

Erhvervsstyrelsens tilsynsindsats er risikobaseret. Det betyder, at styrelsen udvælger de konkrete virksomheder samt virksomhedernes kunder til kontrol ud fra en vurdering af risikoen for, at virksomhederne kan blive udnyttet til hvidvask eller terrorfinansiering. Segmenteringen sker blandt andet på baggrund af risikofaktorer, herunder eksempelvis branche, geografi, virksomhedsstørrelse m.m. Der bliver ud over udvælgelsen på baggrund af ovenstående segmentering også udvalgt virksomheder på baggrund af stikprøver.

Erhvervsstyrelsen varsler den virksomhed, der skal have et tilsynsbesøg. Varslingsbrevet vil blive sendt til virksomhedens digitale postkasse. Varslingen sker som udgangspunkt minimum 4 uger før datoen for tilsynet, så virksomheden har mulighed for at sætte dagen af til tilsynsbesøget. I varslingsbrevet fremgår datoen, tidspunktet og adressen for tilsynsbesøget, ligesom det fremgår, hvem fra Erhvervsstyrelsen, der deltager. Den varslede adresse vil være den primære adresse, som virksomheden er registreret på, og det vil være her, tilsynsbesøget finder sted. Deltagerne vil være medarbejdere fra Erhvervsstyrelsens hvidvasktilsyn samt virksomhedens ejer(e) og direktør(er) samt øvrige relevante medarbejdere, som virksomheden ønsker, skal deltage. Det kan derudover være relevant for virksomheden at kunne få fat i den relevante partner/sagsbehandler for en given kundesag.

Datoen og tidspunktet for tilsynsbesøget er fast, og kan dermed ikke rykkes grundet travlhed eller lignende.

I varslingsbrevet for tilsynsbesøg er der anført, hvad der vil være fokus for styrelsens kontrol samt hvilket materiale, virksomheden skal sende til Erhvervsstyrelsen forud for tilsynsbesøget. Der vil som udgangspunkt være tale om følgende:

Redegørelse for virksomhedens erhvervsmæssige aktiviteter.

Kopi af virksomhedens risikovurdering i henhold til hvidvasklovens § 7.

Kopi af virksomhedens skriftlige politikker, forretningsgange og kontroller i henhold til hvidvasklovens § 8.

Kopi af virksomhedens forretningsgange for kontrol af politiske eksponerede personer i henhold til hvidvasklovens § 18.

Kopi af virksomhedens kundeliste med CVR-nr. i Excel-format.

Listen er ikke udtømmende, og styrelsen har mulighed for at bede om alle oplysninger, der er nødvendige for styrelsens virksomhed.

Materialet skal sendes til Erhvervsstyrelsen inden for 1 uge fra varslingsdatoen.

Erhvervsstyrelsen kan endvidere i perioden fra varslingen til selve tilsynet anmode om yderligere materiale, herunder i forhold til konkrete kundesager.

Virksomheden har ret til at lade sig bistå af andre under tilsynsbesøget, jf. forvaltningslovens § 8, stk. 1. Virksomheden vil i forbindelse med varslingen forud for tilsynsbesøget blive bedt om at oplyse Erhvervsstyrelsen om, hvorvidt virksomheden gør brug af en bisidder, samt hvem virksomhedens bisidder er. Som forberedelse til tilsynsbesøget skal virksomheden sørge for nedenstående:

Afsæt som udgangspunkt en arbejdsdag – i nogle tilfælde flere dage, såfremt det fremgår af varslingsbrevet, at tilsynsbesøget varer mere end én dag.

Sørg for at de rette personer er til stede eller er mulige at kontakte.

Vær forberedt på at svare på spørgsmål om virksomhedens materiale (risikovurderingen samt skriftlige politikker, forretningsgange og kontroller i henhold til hvidvaskloven).

Sørg for at have nem adgang til oplysninger (notater og dokumenter) om jeres kundesager. Ved brug af it- systemer eller mapper, skal dokumentationen let kunne vises for Erhvervsstyrelsen.