Vejledning om Et tilsynsbesøg fra Erhvervsstyrelsens hvidvasktilsyn afsnit 2

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Et tilsynsbesøg fra Erhvervsstyrelsens hvidvasktilsyn (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-processen-et-tilsynsbesoeg-fra-erhvervsstyrelsens-hvidvasktilsyn)

Tilsynsbesøgets gennemførelse

Erhvervsstyrelsens tilsynsbesøg har som hovedformål at kontrollere virksomhedens overholdelse af hvidvaskloven samt at vejlede og informere om hvidvasklovens regler. Erhvervsstyrelsens vurdering og reaktioner, herunder reaktioner for manglende eller utilstrækkelig udarbejdelse af virksomhedens risikovurdering, politikker, forretningsgange og kontroller samt kundekendskabsprocedurer tager udgangspunkt i det materiale, som virksomheden havde på tidspunktet for tilsynsbesøget.

Erhvervsstyrelsen har forud for tilsynsbesøget udtaget et antal kundesager til gennemgang under tilsynsbesøget.

Hvert enkelt tilsyn er tilrettelagt individuelt, så det gennemføres mest hensigtsmæssigt ift. den konkrete virksomhed. De typiske elementer, som et tilsynsbesøg vil bestå af, er beskrevet nedenfor, men der kan være konkrete variationer.

Tilsynsbesøget vil begynde med en gensidig præsentation af de tilstedeværende fra Erhvervsstyrelsens hvidvasktilsyn og fra virksomheden. I den forbindelse kan de, der deltager fra virksomheden, blive bedt om at fremvise legitimationsoplysninger.

Erhvervsstyrelsen er interesseret i at have en dialog med virksomheden på tilsynsbesøget. Hensigten er bl.a. at få en fornemmelse af virksomhedens forståelse af sine forpligtelser efter hvidvaskloven, og hvordan virksomheden både generelt og i sit daglige arbejde har indrettet sig for at imødegå at blive misbrugt til hvidvask eller terrorfinansiering. Dette fordi det er virksomheden, der til enhver tid er underlagt de krav og pligter, der følger af hvidvaskloven og skal kunne dokumentere dette overfor Erhvervsstyrelsen.

Erhvervsstyrelsen vil derfor som udgangspunkt rette dialogen og sine spørgsmål til virksomheden, også selvom virksomheden lader sig bistå eller repræsentere af andre under tilsynsbesøget.

Erhvervsstyrelsens hvidvasktilsyn vil indledningsvis informere om formålet med besøget og oplyse, hvordan tilsynet vil foregå.

Erhvervsstyrelsen vil herefter spørge ind til nogle grundlæggende oplysninger omkring virksomheden, herunder virksomhedens opstartsdato, antal medarbejdere, erhvervsmæssige aktiviteter m.m.

Såfremt Erhvervsstyrelsen har nogle nedslagspunkter eller spørgsmål til virksomhedens materiale, som er modtaget forud for tilsynsbesøget, vil de blive gennemgået efter de indledende spørgsmål om virksomheden.

Herefter vil Erhvervsstyrelsen gennemgå et antal kundesager, som styrelsen har udtaget. Det er vigtigt, at virksomheden under tilsynsbesøget har adgang til de relevante it-systemer eller fysiske dokumenter, så virksomheden og styrelsen har adgang til at se alt den dokumentation, der er indhentet i forbindelse med virksomhedens gennemførelse af kundekendskabsprocedurerne for den udvalgte kunde. Det forventes, at virksomheden kan fremvise dokumentation for de kundekendskabsprocedurer, der er gennemført ved kundeforholdets etablering, samt den dokumentation, der er indhentet ved løbende overvågning og ajourføring af kundeforholdet.

Ved gennemgangen af kundesagerne kan der blandt andet blive spurgt ind til følgende:

Hvornår kundeforholdet er etableret.

Hvordan kundeforholdet er blevet etableret.

Hvad kundens aktiviteter er.

Hvilke ydelser virksomheden leverer til kunden.

Dokumentation indhentet i forbindelse med overholdelse af hvidvasklovens kapitel 3.

Hvorvidt der er foretaget en undersøgelse jf. hvidvasklovens § 25, stk. 1.

Hvorvidt der er foretaget underretning jf. hvidvasklovens § 26, stk. 1.

Ovenstående punkter er ikke udtømmende, men det er spørgsmål, der typisk bliver stillet under kontrollen af kundesagerne.

Hvis der under tilsynsbesøget bliver behov for en kort pause, kan både virksomheden og styrelsen anmode herom, ligesom det kan aftales, at der indlægges en frokostpause, hvis der er behov for det.

Når de udtagne kundesager er gennemgået, vil tilsynsmedarbejderne slutte tilsynsbesøget af, og virksomheden vil få oplyst, hvad sagsbehandlingsprocessen er derfra.

Er der eksisterende dokumentation, som virksomheden er i besiddelse af på tidspunktet for tilsynsbesøget, men som af forskellige årsager ikke har kunnet fremvises på selve tilsynsbesøget, kan det aftales med styrelsen, at den eksisterende dokumentation kan eftersendes til den tilsynsansvarlige medarbejder inden for senest 2 hverdage. Styrelsen kan ligeledes bede om at få eftersendt oplysninger.