Vejledning om Udbyttebetaling i andre værdier end kontanter afsnit 3

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Udbyttebetaling i andre værdier end kontanter (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-udbyttebetaling-i-andre-vaerdier-end-kontanter)

Særligt om udlodning i andre værdier end kontanter

Såvel ordinært som ekstraordinært udbytte sker typisk ved udbetaling af kontanter.

Både ordinært og ekstraordinært udbytte kan dog udloddes i andre værdier end kontanter. I sådanne tilfælde er der krav om, at der bliver udarbejdet en vurderingsberetning, jf. selskabslovens §§ 36 og 37, hvoraf det bl.a. fremgår, at værdien af de udloddede aktiver ikke overstiger den af generalforsamlingen vedtagne udlodning.

Kravet om vurderingsberetning følger af selskabslovens § 181 for så vidt angår ordinært udbytte og af § 183, stk. 5, for så vidt angår ekstraordinært udbytte.

Baggrunden for kravet om en vurderingsberetning ved udlodning af udbytte i andre værdier end kontanter er omtalt i bemærkningerne til selskabslovens § 190 om kapitalnedsættelse, der sker til udbetaling til kapitalejerne ved udlodning i andre værdier end kontanter. Det fremhæves her, at en udbytteudlodning i andre værdier end kontanter udgør den samme risiko for kreditorerne som en stiftelse eller kapitalforhøjelse i andre værdier end kontanter.

Risikoen består i at de udloddede henholdsvis indskudte aktiver værdiansættes for lavt henholdsvis for højt, for derved at tilgodese kapitalejere, der modtager henholdsvis indskyder et aktiv. Der bør derfor ved udlodning i andre værdier end kontanter opstilles de samme beskyttelsesforanstaltninger, som opstilles ved kapitalforhøjelser og stiftelser i andre værdier end kontanter, hvilket vil sige krav om en vurderingsberetning udarbejdet af en uvildig vurderingsmand. (I visse tilfælde er det muligt at undlade en vurderingsberetning udarbejdet af en vurderingsmand, hvis aktivet eller forpligtelsen måles til dagsværdi, jf. selskabslovens § 38 og § 160. Denne mulighed er dog ikke relevant i nærværende notat, da en fordring på en kapitalejer, ikke vil være målt til dagsværdi.)

Ved en udbytteudlodning i andre værdier end kontanter, herunder ved ekstraordinært udbytte, skal det udloddede aktivs markedsværdi kunne rummes inden for selskabets frie reserver.